Home Non-categorized Borgmester Krumme: En viking må købe nye seler for at indgå i...

Borgmester Krumme: En viking må købe nye seler for at indgå i en organisation

990

To Jørgensen okapier løber forbi. Og før jeg rigtig får samlet mig om interviewet løber Jørgensen okapierne forbi igen. De har ødelagt præsentationsdelen men Luffe Hansen smiler. Han har sat sig på borgmester Krummes stol og jeg bliver nødt til at interviewe dette tynde øl. Hvad er det for en mand. Jeg skæver til ham ud af øjenkrogen mens jeg lader som om jeg fumler med mine papirer. I virkeligheden bygger jeg en papirflyver. Folder, selvfølgelig. Jeg forsøger at gemme mig bag mine seler men det er umuligt. Luffe Hansen har snuppet dem. Købt dem for 30 kroner. Det er svært for os begge det med publikum. Som Bob Dylan så rigtigt siger har et publikum på 50.000 sin egen personlighed, det er ikke tilfældet med 29 personer på 28 stole.

Hvad er det for en mand. Afgjort ikke en der har præsteret sig vej til scenens behagelige lys som vi sidder her midt på savannen og skal til at begynde. Snarere én der har snuppet den 29. stol. Stoletyveriet bør ikke nævnes.

Han har alligevel præsteret noget. Lavet en krigserklæring hver dag i tre år. Noget jeg i virkeligheden godt selv kunne have tænkt mig. Jeg rejser mig op og modtager stående den seneste krigserklæring. Små tårne lavet af vat.

Jeg er ikke til fals for charme. Vent, nu laver han edderkritteme numre igen. Han er et af de værste me… Hahahahaha.

Det er en almindelig situation og utrygheden er borte.

Men nu vil Luffe Hansen ikke tale. Han har vundet mig for sig. Han har vundet publikum for sig. Han har brugt al sin energi. Våd af angst og brugt energi betakker han sig høfligt og sætter sig ned på jorden ved publikum.

Borgmesteren er scenevant. Han havde forklædt sig som et føl der stod og fouragerede i noget tørt snaskegræs lidt ude i siden. Men selv om han er alfaderlig og samlet og struktureret og ordentlig savner publikum alligevel den lille utryghed i luften omkring Luffe Hansen. Man kan jo måle danskernes frisind med den slags lille utryghed. Af den grund er det vist mere Luffe Hansen og hans krigserklæringer de tænker på, mens de lytter til borgmesteren.

Bagefter søger jeg desperat efter en velformuleret.

Men det er først under aftensmaden at jeg opdager sedlen, stukket ind mellem to vattårne.

”Alle mennesker er intellektuelle.”

Jeg viser den til en kvinde som smiler med munden fuld af Ngappi-aradjuner:

”Jeg blev ikke skadet dengang der lå en psykisk elendig far mellem sæderne på færgen. Snarere tværtimod. Snarere synes jeg det var mere naturligt end så meget andet poleret der foregik på den færge med sure folk med varer og nok at se til. Jeg var kommet hjem til psykisk har det skidt land og følte mig parat til at støtte den syge med skærpede sanser. Det er denne naive atmosfære omkring den lille utryghed Luffe Hansen bærer rundt på og pænt afleverer tilbage.”

En rolle? Et kald?

”En oplevelse.”

Luffe Hansen sidder ved siden af hende og luften mellem dem er fuld af erotik. De to mennesker har brug for at skylle naiviteten og præstationerne af sig. De holder hinanden i hænderne under bordet. Nu rører hun ved hans mave og griner. Der er en sødme omkring deres relation. Den vil vare for altid. Det er ikke det. Jeg er vild med hendes bryster. Den vidunderlige lille kortærmede som fremhæver dem. Diskussionen omkring vores del af langbordet er blevet levende, for selvom sex er dejligt drejer det sig dybest set om at gøre det man dybest set ikke er særlig god til. Det er et paradoks som sex er det eneste resultat af.

Efter hvad jeg har fået fortalt lagde han hånden på hendes mave i det behagelige telt og kyssede hende på halsen. Hun reagerede ved at grine og omfavne ham med al sin kærlighed. Nu stak han hånden ned og rørte ved hendes dusk og længere nede hvor hun allerede var våd. De forenede sig lynhurtigt, ja, hurtigere end man kunne tale om noget forspil. Men den, for hende, lykkelige omstændighed var at klokken kun var et kvarter over fem.

Previous articleModerne jantelovsagtige peruvianske ordsprog
Next articleKurt Yucca: Tre lege
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.