Jeg hedder Kurt Yucca. Jeg har lavet tre lege. Det er fordi, hvis man bliver træt af den første leg, så kan man lege den anden leg og hvis man bliver træt af den anden leg, så kan man lege den tredje. Så er der alligevel gået en time. Jeg har lavet alle legene. Jeg har ikke leget legene. Hvis jeg får mere tid vil jeg lege legene. Jeg vil lege at jeg fx er en and der går igennem alle tre lege. Det er et lille hint til legecoachen, som er den voksne. Mulighederne er uendelige. Hvad vil du sige? Hvad vil du gøre? Hvad vil du være? Det er legens tre centrale spørgsmål. Derfor må du ikke være en superhelt, for så svarer du på alle tre spørgsmål samtidig.
1. 3D-legen
Du er en 3D dreng der møder en 3D pige. Settingen er en totalt uironisk 3D parallelverden. Der er masser af blikfang og intet afdæmpet, underspillet og klassisk. Alt er opskruet effektjageri. Der er ingen plads til din egen fantasi. 3D legen viser at den er dum.
2. Syg person
Du er en syg person. Det er nat. Du kommer til landsbyen ubemærket og slipper væk igen på samme vis efter en times tid. I mellemtiden sker der en masse. Byklokken slår. Din hunger er stor, dine sanser skærpede. Din moral er lavere end lav. Du skjuler dig i buske og kroge og har store ensomme oplevelser og syner, mens du iagttager byens folk og iblandt dem er du en ukendt, ukendt. Du tænker at du ville ønske din ører var fulde af voksensnak, men på en måde er de fulde af voksensnak. Du tænker at du ikke vil være venner med dem ude i lyset. Du vil være venner med dem der er i mørket ligesom du selv. Men hvor er de? Dér. Dér kommer kvinden i dit liv.
3. Kam ved siden af række med udstoppede ugler (også i halvmørke)
Det irriterende ved denne leg er, at den er et billede, et stilleben, et enkelt motiv med 24 udstoppede ugler på rad og række hvor der ligger en kam for enden. Sådan noget hedder et stilleben. Du ved instinktivt og fra din opdragelse og fra din erfaring i det hele taget at et stilleben er en fuldgyldig genre fordi det at dvæle ved et enkelt motiv af ubevægelige genstande svarer til at dvæle ved en beroligende tanke. Og det har man somme tider brug for for at overleve. Det er også sådan at en sådan tanke skal have noget på en gang uldent og uafsluttet i den ene side, som når direkte til en anden verden. Så er der nemlig tale om resignation og det er endnu bedre end at dvæle. Du vil måske gerne optræde som en velopdragen kunstpublikummer og studere motivet i dybeste alvor, men det er bare sådan at antallet af ironiske markører i motivvalget er for stort. Det er irriterende.
