Vi er omtrent ved 1800-tallet slutning, industrialiseringen tager fart, på nålefabrikkerne i Storbrittanien udkæmper arbejderne en tilsyneladende ørkesløs kamp mod uretfærdigheder i samfundet: 12-timers arbejdsdage og følgevirkningerne: nedslidthed, alkoholmisbrug og mangel på tid til familien og hjemmet. Priserne rasler ned og Vilbert har lige købt en stor knap. Ved at knuse den mod fortovets sten kan han trylle den om til en stor mænge mindre knapper, men hvad hjælper det, når han ikke har råd til anstændige klæder? Han sidder i et par, mildest talt, mærkelige bukser en søndag morgen og læser en knaptryllerroman, da endnu en sindslidende, ulykkeligt forelsket medborger braser gennem kvarteret. Århundredet, hvor næsten ingen rigtig har fået talt sammen på grund af først romantikken og bagefter de såkaldte nye tider, nærmer sig sin afslutning.
“Drømmen om den opbyggelige, støttende kommunikation og fællesskabet levede hos oplysningstidens pædagoger som Rousseau og forfattere som Moliere og Holberg. Dengang var en person utænkelig uden de andre. Senere blev de andre til noget for-os-fremmed og nærmest fjendtligt. Nu har jeg det elendigt. Vi kan kun overvinde 1800-tallets ødelæggelser af ideerne om fællesskabet ved at tage livtag med den forfatter som bedst forstod dette sekel og denne person var måske Dostojevskij.”
Du mener ikke 1900-tallet formåede at rette op og komme tilbage til 1700-tallet?
“Nej.”
Øv.
“Ja. Det er temmelig øv.”
Hvordan tager man livtag med Dostojevskij?
“Gennem at læse ham, selvfølgelig.”
Er 1700-tallet inden for rækkevidde nu, hvor et nyt århundrede er skudt i gang og vil arbejderne på datidens nålefabrikker vinde til slut?
“Selv hvis vi kommer fuldkommen tilbage til 1700-tallet i løbet af de næste par år, vil det næppe betyde social retfærdighed.”
