Home Non-categorized Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 4. del, 5. optegnelse

Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 4. del, 5. optegnelse

23

-Hun gik tidligt i seng.
-Hun var træt.
-Eller hun forudså på en eller anden underbevidst, Jungiansk, måde at vi ville sidde tale om mig og min psykiske sygdom, ligesom sidste gang vi tre var sammen, i stedet for om jer to. Jer der gennemlever en virkelig krise. Og så lige i aften hvor I må have haft brug for at tale med mig og blive lyttet til.
-Der er stadig en hårdknude mellem os. Det er helt rigtigt set af dig. Men hvordan man løser den ved jeg desværre ikke. Tid. Hensyn. Varsomhed. Kærlighed!
-Hvorfor tror du hun gik så pludseligt? Det er da trist.
-Hun kender signalerne, når hun bliver træt. Og hun kender også signalerne, når du bliver træt.
-Ja. Det om partiet. Det var for mærkeligt når jeg i virkeligheden følte glæde ved at gense jer to kære unge mennesker. Jeg er virkelig glad for at se jer. Å! Og så skønheden på vej herop. Pragtfulde vinterstemning i bjergene. Det var mig der rådede jer til at tage på ferie en uges tid. Var det dumt og ubesindigt? Å jeg føler mig så magtesløs og overtræt efter min idérige skitur. I må holde fast i hinanden, I to.
-Jeg vil gerne, men jeg ved ikke hvad hun vil.
-Hvorfor fulgte I mit råd og tog til Alperne? Er det ikke lidt skørt?
-Årsagen til at vi sidder lidt tilbagetrukket fra verden i et bjergpas, Gert, er ikke din personlighedsforstyrrelse, din skizotypi, men dine farver og din varme. Vi elsker dig som du er… Du lytter vist ikke lige nu…
-Jeg lytter! Tak i lige måde kære ven. Ak og ve. De automatiske negative tanker vælter ind over mig. Sære skizotype tanker måske.
-Hvad tænker du på?
-Jeg bliver bare så ked af det når jeg bliver kaldt psykisk syg og ikke et menneske med sindslidelser, når det skizotype mønster bliver trukket ned over hovedet på mig og mine farver og min varme, som du kalder dem, bliver nedgjorte og sygeliggjorte. Jeg bliver så tung om hjertet ved at jeg ikke kan gå i psykoterapi ligesom du. Jeg har forsøgt igen og igen. Men jeg-støttende behandling er det rigtige og den er jeg heldigvis lykkelig for.
-Det er godt du føler du er i den rette behandling, men tag nu skiene af Gert.
-Hvorfor?
-Fordi vi sidder hyggeligt indenfor og drikker et glas øl ved sofabordet.
-Hvordan er det at gå i psykoterapi?
-Jeg leder, ånder og arbejder mig frem, analyserer, åbner op, går sprogligt-Wittgensteiniansk til værks, men jeg har en følelse af at min vilje til normalitet er forskruet og overambitiøs, at det er ren ønsketænkning at jeg er normal.
-Du har traumer. Det er jeg vis på.
-Ja. Det er jeg også vis på.
-Vi har grædt sammen mange gange vi to. Det gør ikke noget at du græder. Kom her min dreng og få en krammer.

[Første][Næste]






Teksterne her på avisen forholder sig direkte til tilværelsens under, men er af ringe betydning for andre end mig selv på grund af deres fravær af form. Jeg har i lang tid arbejdet ud fra den teori at teksternes brugsværdi er begrænset til ”gode” mennesker, familiejesusser og hyggejesusser, defineret som mennesker der formår at læse deres psykiske problemer ind som en undskyldende mellemregning der skal veje op i forhold til teksternes manglende substans. ”Vi er alle sammen tossede.” ”Sikke vi tosser rundt.” ”Sikke vi laller.”

Statistikken gennem knap 7 års ukueligt, dagligt filosofisk arbejde viser mig imidlertid at end ikke mennesker med en sindslidelse kan bruge teksterne. Ikke som trøst i tilværelsens smertestunder. Ikke som sygestudie. Ikke som idébank. Ikke som grine-grine. End ikke som provokation fungerer de, hvorfor enhver tanke om skønhed synes udelukket. De fungerer imidlertid som kontrast til tekster hvor formen er stram og derfor lader jeg, i håbet om at læseren i ventetiden selv vil supplere med en stram form udefra, blot ikke alt for stram!, teksterne være som de er. God læselyst! Kh Morten, d. 16. juni 2020

Previous articleDagbog fra skrivningen af min debutroman – 4. del, 4. optegnelse
Next articleDagbog fra skrivningen af min debutroman – 4. del, 6. optegnelse
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.