-Hun gik tidligt i seng.
-Hun var træt.
-Eller hun forudså på en eller anden underbevidst, Jungiansk, måde at vi ville sidde tale om mig og min psykiske sygdom, ligesom sidste gang vi tre var sammen, i stedet for om jer to. I der gennemlever en virkelig krise. Og så lige i aften hvor I må have haft brug for at tale med mig og blive lyttet til.
-Der er stadig en hårdknude mellem os. Det er helt rigtigt set af dig. Men hvordan man løser den ved jeg desværre ikke. Tid. Hensyn. Varsomhed. Kærlighed!
-Hvorfor tror du hun gik så pludseligt? Det er da trist.
-Hun kender signalerne, når hun bliver træt. Og hun kender også signalerne, når du bliver træt.
-Ja. Det om partiet. Det var for mærkeligt når jeg i virkeligheden følte glæde ved at gense jer to kære unge mennesker. Jeg er virkelig glad for at se jer. Å! Og så skønheden på vej herop. Pragtfulde vinterstemning i bjergene. Det var mig der rådede jer til at tage på ferie en uges tid. Var det dumt og ubesindigt? Å jeg føler mig så magtesløs og overtræt efter min idérige skitur. I må holde fast i hinanden, I to.
-Jeg vil gerne, men jeg ved ikke hvad hun vil.
-Hvorfor fulgte I mit råd og tog til Alperne? Er det ikke lidt skørt?
-Årsagen til at vi sidder lidt tilbagetrukket fra verden i et bjergpas, Gert, er ikke din personlighedsforstyrrelse, din skizotypi, men dine farver og din varme. Vi elsker dig som du er… Du lytter vist ikke lige nu…
-Jeg lytter! Tak i lige måde kære ven. Ak og ve. De automatiske negative tanker vælter ind over mig. Sære skizotype tanker måske.
-Hvad tænker du på?
-Jeg bliver bare så ked af det når jeg bliver kaldt psykisk syg og ikke et menneske med sindslidelser, når det skizotype mønster bliver trukket ned over hovedet på mig og mine farver og min varme, som du kalder dem, bliver nedgjorte og sygeliggjorte. Jeg bliver så tung om hjertet ved at jeg ikke kan gå i psykoterapi ligesom du. Jeg har forsøgt igen og igen. Men jeg-støttende behandling er det rigtige og den er jeg heldigvis lykkelig for.
-Det er godt du føler du er i den rette behandling, men tag nu skiene af Gert.
-Hvorfor?
-Fordi vi sidder hyggeligt indenfor og drikker et glas øl ved sofabordet.
-Hvordan er det at gå i psykoterapi?
-Jeg leder, ånder og arbejder mig frem, analyserer, åbner op, går sprogligt-Wittgensteiniansk til værks, men jeg har en følelse af at min vilje til normalitet er forskruet og overambitiøs, at det er ren ønsketænkning, at jeg skulle være normal.
-Du har traumer. Det er jeg vis på.
-Ja. Det er jeg også vis på.
-Vi har grædt sammen mange gange vi to. Det gør ikke noget at du græder. Kom her min dreng og få en krammer.
