Da vores elskede kvindelige hovedperson ud på natten vågnede var det samtidig et af litteraturens vigtigste kvindeportrætter skabt af en mand der vågnede, nu var hun vågen, men hun havde selvfølgelig ingen som helst anelse om at hun var med i en roman. Hun var ikke indiskret, talte aldrig over sig, bød gerne mænd op til dans med enkle og letforståelige virkemidler, hendes blod blev tændt af Jane Austen og hun var mere end villig til at give folk, især mænd, ret i at mænd er lidt bedre mennesker end kvinder, dette blandt andet for at ordne stammens hjerter og hjerner, ikke med henblik på at tækkes nogen idet hun vidste at kunsten aldrig ville blive færdige med kønsforskellene og at kun mennesker der var fordrukne af dem selv i usikkerhed kunne finde på at bide hinanden vredt af i diskussioner om mænds kontra kvinders verden. Vores to psykiatribrugeres gensidigt støttende samtale var netop da igang med at udvikle sig til en krig mellem sindslidende sindslidende og normale sindslidende, da de blev afbrudt af en knirken på trappen. Alt ved hende denne aften gav dem anledning til at mystificere hende, undtagen hende. De satte sig på sofaen og, jo, hun sagde med egne ord at 1. hun engang var blevet smidt ud af Kvindehuset i København på grund af antifeministiske tilbøjeligheder og 2. at kvinder er mere villige til at gamble og endda 3. at hun var bange for kvinder og tilmed 4. at hun var blevet til en mand med årene og med erfaringen. Disse serveringer beroligede de to mænd og hensigten og den tilsigtede ro og fred og kærlighed indfandt sig. Der var hverken løgn eller koketteri i hendes mund. Hun vidste at hun kunne berolige deres hjerter ved at sige den slags. Det der drev hende til at fremstille kvinder som laverestående væsner var ikke kun hendes fredsommelighed, men også hendes vilje til at anerkende endeløse diskussioners uendelighed. Åbenhed omkring alt brød hun sig ikke om, så hellere højkristrlige selvmodsigelser, nonsens, vitser, leg med sproget og elegante ustressende provokationer.
