Den store romanforfatter Morten Hjerl-Hansen, eksisterer en sådan person overhovedet?, lever jeg “ingens liv” ligesom min medsammensvorne psykisk syge Linda Boström Knausgård hævder at gøre, og jeg tror hende da, når hun skriver sådan om sig selv, hun er mig bekendt en rutineret forfatter, vist ikke!, nej!, jeg har et liv, et rigt liv, blot har jeg ikke ret mange penge, har fået en svarmail fra sin kære, sære alderstegne Mor på de fotos han sendte rundt af Hanne og hendes nye kyllinger hvori hun udbeder sig navnene på de to. Jeg står mellem at udfolde Nuets Kraft i denne ubetimelige distraktion og udfolde et længere skriv om mit anseelige koncentrationsbesvær når det gælder arbejdet med *større ting* og vælger en tredje mulighed: At holde det hemmeligt hvordan jeg forholdt mig til min Mors enkle forespørgsel. Det er helt ude i skoven at sige at jeg blev voldsomt distraheret, men helt rigtigt at sige at jeg er distraheret. Til læseren kan jeg oplyse at kyllingernes navne er Nicoline og Malthe.
Privatlivets fred er introduceret og alle er glade, alle detaljer vedrørende min Mors og min lille korrespondance er uden for læserens rækkevidde, hemmeligholdte.
