Det er godt det er sådan en klog forfatter. Noget ovre i det forskeragtige. For hvad er umiddelbart mere fremmed for en dansker end et forhold mellem fremmede folkeslag? Vestafrikansk glæde, stampen og skønhed møder japansk, vestligt inspireret produktivitet og kimonoer om aftenen og møder derefter Poul Reichhardt ved bondemandens gård med et halmstrå i munden. Vi kommer virkelig i nærheden af noget højest bizart. I midten af bogen ser en japaner på en vestafrikaner, alt imens japaneren uafvidende bliver betragtet af en dansker. Det er situationskomik blandet med indsigt. Overraskende da vestafrikaneren opdager danskeren og bliver klar over hvor næsten absurd fremmede fremmede mennesker kan være. Japaneren og vestafrikaneren tager simpelthen hinanden i hånden og indrømmer at de er fremmede mennesker. Danskeren viser storsind og handlekraft og smider to madpakker over til hver af dem. Det er herligt. Det er vestafrikansk. Det er japansk. Og å så dansk!
