Vi kender vel alle den gamle vandrehistorie hvor et gammelt, kostbart tæppe efter sigende skulle være kommet trissende forbi et møntvaskeri med armene fulde af papirruller. På møntvaskeriet sidder Tage Fut, en gammel kending fra den slags legender, med nysgerrige øjne og næsen presset mod vinduet. Et øjeblik efter er tæppet passeret forbi, men på fortovet ligger en rulle. Tage Fut underholder det øvrige klientel som udelukkende består af en yngre kvindelig fotomodel og får hende til at grine højt og hjerteligt. Mens hun griner hopper hendes bryster. Med lukkede øjne svinger hun håret af fryd. Tage Fut måber og sniger sig ud på vejen hvor han samler rullen op og går tilbage til vasketøjet. Modellen ler stadig. Hendes krop hopper. ”Det var dog formidabelt,” siger Tage Fut til sig selv mens han læser det der viser sig at være et kort over Lyngby Storcenter fra stenalderen. ”Jeg fortæller dig åbent og ærligt at det her er et kort over Lyngby Storcenter fra stenalderen.” Modellen griner igen. Han har succes med hvad han siger trods den lidt kejtede sætningsopbygning. Nu spjætter det i skulderen.
