De fleste forfattere drømmer om at skrive Den Lille Prins. Det er lidt tåbeligt i betragtning af at bogen allerede findes. Den blev skrevet af Antoine de Saint-Exupéry i 1943 og kan købes eller lånes på biblioteket. Den er en hel bog, med begyndelse, midte og slutning. Den er bemærkelsesværdigt helstøbt, selvom den gør sig store anstrengelser for at komme rundt i hele verdensrummet. Hvis den havde manglet sider var det en anden snak. Det er faktisk den snak jeg gerne vil snakke om. For der findes masser af bøger der kun rummer en halv side men aldrig bliver færdige. De hedder Folk fra New York dem der skriver den slags bøger. De bokser og bokser med disse tunge problemer og drømmer og drømmer. Drømmen lyser ud af dem og mens de ikke bliver færdige sker der en masse ting og til slut hvirvler de rundt bag dem der arbejder i skranken, inde i selve køkkenet eller ude blandt gæsterne på McDonalds og kampgræder med en trekantet hat. De har været dygtige nok til at stige til butikschefer men fantasiens væsen har de misforstået fra begyndelsen.
Fantasi er
1. At hengive sig passivt til positive, menneskekærlige, ensomhedsbetingede, overbærende, fragmenterede og eventuelt forkerte forklaringer på negative eller forenklede udtalelser, tendenser og personer.
2. At indtage meningsfulde, upopulære holdninger.
3. At øve sig, hvis der er noget i tilværelsen man virkelig vil som ligger lidt ud over det almene og almindelige.
4. At holde fast i sig selv, når nu realiteterne umuliggør den fra oldtiden så højt besungne last selvkendskab.
Det kunne nogen bare have fortalt dem. Men de skulle ikke til Danmark. Næ næ. Det er man nok for fin til.
Jeg kan ikke lide McDonalds, men jeg kan godt lide dem der arbejder der. De har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Ja, det er måske ikke noget jeg har været klar over, eller tænker over særlig ofte, men når jeg nu kigger ind i mit hjerte kan jeg tydeligt se dem sidde på en lille hylde.