Den rødmende skraldemand er blevet fyret og skilt, men han rødmer endnu. Nu leder han efter små tegn i nudansk på “vores generelle sociale akavethed”. “Vi er blevet kastet ind i sproget ligesom i eksistensen.” Nuancer. Hvis han kan undskylde rodet i det liv han i øjeblikket har med lakuner og underlige grænser for selve mulighederne for at føre en ordentlig samtale bliver han til en mus, så han holder lidt igen med filosofien. Hvis han derimod finder ud af blot en lille smule får han en mindeplade på væggen i bibliotekssalen og et kys af frøkenen på Balna. Det er en balancegang. Lidt viden er godt, men for meget hægter eksistensen af ligesom når man læser en eskapistisk bog. Hans lille opdagelse: Der findes intet retfærdigt og virksomt adjektiv som kan bruges til at klandre en person for at lade en personligt rettet, halvfortrolig bemærkning falde i andres påhør der i virkeligheden burde være sagt bilateralt. “Det var lidt støvket.” Han leverer indsigten på en papyrusrulle direkte til frøkenen. “Men jeg vil ikke være en mus.”
