Home Non-categorized Den sørgelige historie om hvorfor man ikke kan score og fastholde danske...

Den sørgelige historie om hvorfor man ikke kan score og fastholde danske damer på at holde foredrag om at Neil Gaiman er lavkultur, når man kun har lidt tumlingeærlighed og sin lidt pudsige personlighed at byde ind med

93

Jeg skulle have været taxachauffør. Jeg identificerer mig i hvert fald ikke som forfatter. Hvis jeg havde været taxachauffør, ville jeg have tjent lidt håndskillinger uanset om jeg havde identificeret mig som taxichauffør eller ej. Måske er jeg taxachauffør. En af de snakkende der kender Værnedamsvej og vejen videre til Indre By til mystiske Gråbrødre Torv. Her sidder jeg i min hyrevogn og får sådan lyst til at berette om dengang jeg scorede mit livs yndigste, hedder det sådan?, jovist, kvinde, I. Hvad hvis jeg er kunden? I taxaen, mener jeg. Kom jeg mig nogensinde over I? Var det mødet med I der gjorde at jeg tabte sutten? Bragte hun mig til fald? Den synergi jeg følte med I efter vores engangsknald da jeg delvist sang og stønnede hendes navn i telefonen og hun lo så hjerteligt fordi hun forstod at jeg forstod at hun forstod at vores livs kærlighed var litteraturen. Så sørgeligt at det ikke blev os. Kunne man hævde. Hun var ikke modig nok. Jeg var for skør. End of story og pas på dig selv og vice versa.

Eklekticisme hedder det når man blander uforeneligt tankemateriale. Neil Gaiman er tankepoliti og kapitalisme af værste skuffe. Det er fuldkommen Summerbird agtigt, men ingen andre end jeg tør øjensynligt sige det. To bibelske brødre der smager vidt forskelligt arrangeret i en form for æggebakke klos op ad Peter Pan, Døden, Drømmen og Dårskaben i lige række udstoppet med marcipanabstraktioner. Jeg køber den ikke. Jeg væmmes ved tegneserier og Dark Knight. Folk i min omgangskreds nægter pure at virkelighedsblikket sløres når fordybelse bliver så dum og idéforladt som The Sandman. Hvordan kan det lort inspirere nogen? Jeg synes det er kunstigt. En historiefortæller bruger sproget og dagligsproget og opfører sig ikke som en klistret og suspekt chokolatier. Læserne elsker Neil Gaiman og han dem. Forkert. Læserne er på forhånd gift med mørket ligesom Gollum og foretrækker mere mørke. Allerede Kierkegaard var opmærksom på at der findes en Angest for det gode. Forstået dybdepsykologisk og etisk. Dumme danskere vrænger ad ordet dybdepsykologi. Dybdepsykologi er såmænd centreret om de helheder som efterhånden byder sig til i en dyb tilknytning til et andet menneske som man selv har valgt i en aldrig svigtende kærlighed. De første syv år af et ægteskab bruger man på at lære hinanden at kende. Der kommer simpelthen et punkt hvor man kender hinanden. Siden kommer syv år hvor man lærer at tale ordentligt til hinanden. Og så kommer et antal år hvor man går ved siden af hinanden. Jeg er snublet i det. Jeg er blevet skilt. Og som taxikunde er det mærkeligt at tænke på I. Hvordan har du det I? Spørger jeg ud i natten. Vores løb er kørt. Du sidder garantrisse ikke og læser The Sandman i aften. Desuden elsker jeg E. Jeg er begyndt at tale med fremmede ligesom jeg taler med A. Når A ikke er her længere vil der opstå et tomrum. Jeg spørger mig selv om jeg kan eller bør lære at støtte mig til senkapitalistiske superfænomener som The Sandman for overhovedet at være på bølgelængde med de mennesker der skal trøste mig stakkels psykisk sårbare når tilværelsens næste slag rammer. Jeg vil hellere nøjes med et enkelt ordsprog, nemlig at en sand ven er en sjælden fugl. Men kan jeg nogensinde blive ven med en jævnaldrende kvinde der har litteratur som hovedinteresse? Det er nok umuligt. I går så jeg en yngre kvinde, hun må have været 19, der havde så smukke bryster at hele hendes slæng af veninder var som en engleflok der var landet på stranden. Et par bryster som disse lægede min fantasi såvel som fantasien hos øvrigheden, hele menigheden tog disse bryster med sig som de erotiske batterier de var og det blev aften. Det blev en skøn aften med E. Allerede Shakespeare var opmærksom på sensommernattens erotiske tryllerier. Jeg kan ikke se mig selv, disse brysters ophavskvinde og The Sandman imellem os som samtaleemne for The Sandman er nada.

Der var engang en samtidig satiretegner som afbildede Søren Kierkegaard stående som en silhuet i midten af verdensaltet. De, kære læser, er nok bekendt med denne chikane. Her var, skulle pøblen vide, en fyr der fuskede med eksistentialerne. Det gjorde Kierkegaard ikke. Det samme trick laver Neil Gaiman, bare med læseren af tegneserien som sagesløst offer.

Previous articleÅ I bjerge
Next articleBemærkning om Is-slottet af Tarjei Vesaas
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.