Tarjei Vesaas investerer intet i bogen som forbliver en skandinavisk selvfed opvisning og han risikerer intet i forhold til Unns skæbne men viser os et barn uden håb. De findes bare ikke. Til gengæld præsenterer han indføling der aldrig bliver medlidende men strander på politisk korrekt, bøvet-standardiseret, nærmest bøvet-klinisk eller bøvet-rutinepræget, du må selv vælge, medfølelse. Det gør ikke hverken fra eller til at forfatteren var voksent fjeldlykkelig mens han skrev den, hvilket lyser ud af siderne. Is-slottet er ligegyldig. Et malmklingende kærlighedsløst makværk.
