”Min ven sagde altid:
Der er nogle nuancer der du må forstå,
når han hørte noget hvor nogle nuancer efter hans mening blev overset. Derpå forklarede han med næsten lukkede øjne og dybt koncentreret den nuance der var tale om. Han blev aldrig, mig bekendt, afbrudt eller modsagt, for den han talte til forstod og tog det til sig.”
Kvynte fortsætter:
”Ak ja. Det er den eneste besværlige og kantede ting et følelsesmæssigt intelligent og filosofisk og belæst menneske kan tillade sig at sige i en tid der er så forvirret og stresset som vores. En nuancering brænder altid igennem. Altid.”
Kvynte er en tåre.
”Det var hans brave og godmodige måde at sige Sådan skal du ikke tale til mig eller Det gider jeg ikke høre på eller Dér tager du fejl.”
Hvorfor bruger du datid om din ven?
”Fordi han desværre er gået bort fra at sige det.”
Hvad siger han så nu?
”Han siger: Luk røven!”
