”Det ville være storomfust af mig at benægte at et begreb er noget fællesmenneskeligt i et sprogfællesskab, ja, på tværs af dem, i en kultur og i et samfund, og derfor forkert at hævde man kan gøre oprør mod det uden at denne drift må kaldes overmodig og naiv. Men digternaturer, skønånder, repræsenterer alligevel bastioner, eller i hvert fald personlige synspunkter hvor begreberne er i spil og de komplicerede sammenhænge, i den udstrækning det er muligt, blotlægges og rækkes ud til netop dette samfund. Magtens begreb er desværre alt for feminiseret. I en grad så hverken mænd eller kvinder orker at tale om det. Det er min erfaring.”
Storomfust?
”Storomfust.”
Jeg troede du er digter og har præcise ord for hvad du siger.
”Jeg har aflagt digterkappen og vier mine kræfter til at lave noget der næsten er digte, men til gengæld blive ferm i det holdepunkt.”
Amatørisme?
”Slet ikke. En amatør vil gerne have lidt ros med på vejen.”
Det store forkromede overblik?
”Slet ikke. Har man det er man også naiv, for det har man ikke.”
Nødvendighed?
”Ren og skær.”
Du skriver lidt om børneopdragelse.
”Det orker folk slet ikke at høre om. Det er et kulturtraume at værdiforvirringen er så udtalt at det får indflydelse på hvordan vi ser os selv som forældre. Forældreidentiteten er udfordret af værdiforvirringen.”
Det er meget banalt, det du siger.
”Jeg har heller ikke tjent mere end håndskillinger på at sige det.”
Hvorfor holder du ikke op?
”For at få råd til det vægur.”
Kan du ikke nøjes med et vækkeur?
”Har allerede et. Er meget glad for det.”
