Der var engang en far der meget koncentreret sad og læste Bob Dylan. På gulvet sad hans lille datter og læste regnestykker. Selv de mest enkle regnegåder har Bob Dylan løsningen således at 9 + 3 = Bob Dylan.
“Shhh. Bob Dylan forhindrer mig i at blive vanvittig og viser folk hvordan de skal leve.”
“Er du folk?”
“Vi er allesammen folk.”
“Er det Bob Dylan der har sagt det, far?”
“Nej, det er Depeche Mode.”
“Nå. Øv.”
Ovre på den anden side af planeten sad Bob Dylan inde i et æble.
Tegningen viser hvordan han så ud.
“Jeg kan egentlig godt lide Trumps modstand imod medierne. De er så dumme og kunstige. Der er noget værdigt ved at spasse ud over dem når man er verdens mest magtfulde mand.”
“Luk røven!” sagde Bob Dylans kæreste.
“Du kan selv knytte sylten, din lort!” skreg Bob Dylan hysterisk.
Den købte kæresten ikke. Hun kastede derimod en fedtsten på ham der ramte ham på næsetippen.
Bob Dylan fik kort efter lejlighed til at tænke lidt over episoden. Han slog sin store resignerende, flydende forstand til som vi elsker så højt og skrev en dejlig sang. Dejlig betyder god. Dejlig er noget 68erne siger når de bliver lidt revet med af sammenhængen.
Udenfor havde kæresten forklædt sig som vinduespudser.
