Home Non-categorized “Der vimses”: 1. Akt, 3. Scene

“Der vimses”: 1. Akt, 3. Scene

1739

[Lys. Skoleklasse med to gange fem borde med børn der sidder med ryggen til publikum.]

Klasselæreren/Skuespiller 1: [Ved kateteret bagest, med front mod publikum.] Og hvad er det her? [Tager et lille krydderiglas frem. Barn 8 rækker hånden op.] Ja, Ulf?

Ulf: Det er krydderi.

Klasselæreren: Det er krydderi. Og det er oplysningsfilosoffen Immanuel Kant der siger det samme som Kristus ved at tilføje lidt krydderi. Lidt halvgammelt sprogkrydderi. Kant siger: Du skal handle mod andre som du gerne have de handler imod dig. Kristus siger: Du skal elske din næste som dig selv. Men Kristus havde et første bud, som var endnu vigtigere. Nu skal vi møde verdens største detektiv, Ebbe Kant. Ebbe Kant har ledt efter sine bukser i 12 år. For 12 år siden fandt han dem i bunden af en galease, et skib altså. Nu er de blevet væk igen. Men Kant leder også efter noget andet. Er der nogen der ved hvad Kant leder efter? Ja, Ulf?

Ulf: [Mens Ebbe Kant går ind på scenen i uniform og boksershorts.] Ebbe Kant er under mistanke.

Klasselæreren: Ha! Fabelagtigt Ulf!

Ebbe Kant: [Forvirret, uvant med at stå foran en skoleklasse. Ser nervøst fra forsamlingen til klasselæreren.] Ja?

Klasselæreren: Disse børn har jeg kendt i 5 år. Jeg vil gå igennem ild og vand for dem. Skal vi ikke alle sammen sige Hej til Kant.

Børnene: Hej til Kant.

Klasselæreren: Og lidt højere…

Børnene: Hej til Kant.

Klasselæreren: Og må vi få den ekstra højt…

Børnene: Hej til Kant!!

Klasselæreren: Velkommen til 5.A kære Ebbe Kant.

Ebbe Kant: Tak.

Højttaleren: Bukserne er i Trines skoletaske.

Klasselæreren: Trine. Vil du åbne din skoletaske.

[Trine åbner tasken og tager Kants bukser frem som klasselæreren går ned og henter til Kant.]

Ebbe Kant: Tak.

Klasselæreren: Ebbe Kant i dit officielle liv er der to store problemer. Nu har du fundet dine bukser.

Ebbe Kant: [Kigger op.] Hallo?

Højttaleren: Hallo. [Lys forsvinder.]

Previous articleTak, Gud, for dagen som nu går på hæld
Next articleTak, Gud, for dagen som nu er til ende
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)