Home Non-categorized ”Der vimses”: 1. Akt, 8. Scene

”Der vimses”: 1. Akt, 8. Scene

28

Skuespiller 2: Det er tidligt. Jeg må sige dig en ting skuespiller 1. Jeg forstår i grunden godt hvorfor du har inviteret mig til at sidde på en bænk med dig klokken 6 om morgenen denne dag.

Skuespiller 1: Jeg er ikke blevet forelsket igen skuespiller 2.

Skuespiller 2: Ikke det?

Skuespiller 1: Slet ikke.

Skuespiller 2: Jamen så fortæl mig, kære ven, hvad dit anliggende er. Hvorfor sidder vi her så tidligt på morgenen i stedet for at sove?

Skuespiller 1: Gæt engang.

Skuespiller 2: Er det noget med meningen med livet?

Skuespiller 1: Det er noget med mennesker som har det rigtig svært.

Skuespiller 2: Psykisk?

Skuespiller 1: Psykisk.

Skuespiller 2: Fortæl.

Skuespiller 1: Jeg har det i grunden rigtig svært psykisk. Jeg forstår godt hvorfor behandlere og andre med forstand på psykiatri siger at mennesker som jeg har et rigt indre liv og derfor er en vidunderlig person. Jeg synes ikke det er en kliché. Det er varmt og kærligt ment og det er tilmed sandheden. Lad os nu forestille os at alle mine idéer kom løbende ind i række her på scenen og opførte en alkoholfri traditionel dans fra de varme lande. I små hvide kutter. Nærmest som legende børn.

Skuespiller 2: Ja?

Skuespiller 1: Er det ikke et charmerende billede?

Skuespiller 2: Varmt og charmerende. Et billede på den menneskelige situation i det 21. århundrede.

Skuespiller 1: Hvorfor det?

Skuespiller 2: Sådan plejer du at sige.

Skuespiller 1: Jamen det er det skam. Lad os forestille os at ideerne udfører den traditionelle dans. En dans som bliver mere og mere ustruktureret og ender med at ideerne bare myldrer rundt imellem hinanden.

Skuespiller 2: Kaos.

Skuespiller 1: Den traditionelle måde at forhindre dette kaos i at opstå er, stadig billedligt talt, at gribe en idé og tage den på skødet og tale med den. Uden at forsøge at tæmme den. Uden at lægge mærke til dansen eller ænse de andre børn. Men begynde at give den alt for meget at spise og til sidst forsøge at markedsføre sig selv gennem idéen.

Skuespiller 2: Legen ophører. Det er den måde man kommer frem i det 21. århundrede. Det er godt at vi bare er to skuespillere.

Skuespiller 1: Ha! Det er godt at vi bare er to skuespillere. [De rejser sig, lægger armen om hinanden og forlader scenen]

Previous articleTak, Gud, for dagen som henrandt
Next article”Der vimses”: 1. Akt, 9. Scene
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.