Skuespiller 2: Det er tidligt. Jeg må sige dig en ting skuespiller 1. Jeg forstår i grunden godt hvorfor du har inviteret mig til at sidde på en bænk med dig klokken 6 om morgenen denne dag.
Skuespiller 1: Jeg er ikke blevet forelsket igen skuespiller 2.
Skuespiller 2: Ikke det?
Skuespiller 1: Slet ikke.
Skuespiller 2: Jamen så fortæl mig, kære ven, hvad dit anliggende er. Hvorfor sidder vi her så tidligt på morgenen i stedet for at sove?
Skuespiller 1: Gæt engang.
Skuespiller 2: Er det noget med meningen med livet?
Skuespiller 1: Det er noget med mennesker som har det rigtig svært.
Skuespiller 2: Psykisk?
Skuespiller 1: Psykisk.
Skuespiller 2: Fortæl.
Skuespiller 1: Jeg har det i grunden rigtig svært psykisk. Jeg forstår godt hvorfor behandlere og andre med forstand på psykiatri siger at mennesker som jeg har et rigt indre liv og derfor er en vidunderlig person. Jeg synes ikke det er en kliché. Det er varmt og kærligt ment og det er tilmed sandheden. Lad os nu forestille os at alle mine idéer kom løbende ind i række her på scenen og opførte en alkoholfri traditionel dans fra de varme lande. I små hvide kutter. Nærmest som legende børn.
Skuespiller 2: Ja?
Skuespiller 1: Er det ikke et charmerende billede?
Skuespiller 2: Varmt og charmerende. Et billede på den menneskelige situation i det 21. århundrede.
Skuespiller 1: Hvorfor det?
Skuespiller 2: Sådan plejer du at sige.
Skuespiller 1: Jamen det er det skam. Lad os forestille os at ideerne udfører den traditionelle dans. En dans som bliver mere og mere ustruktureret og ender med at ideerne bare myldrer rundt imellem hinanden.
Skuespiller 2: Kaos.
Skuespiller 1: Den traditionelle måde at forhindre dette kaos i at opstå er, stadig billedligt talt, at gribe en idé og tage den på skødet og tale med den. Uden at forsøge at tæmme den. Uden at lægge mærke til dansen eller ænse de andre børn. Men begynde at give den alt for meget at spise og til sidst forsøge at markedsføre sig selv gennem idéen.
Skuespiller 2: Legen ophører. Det er den måde man kommer frem i det 21. århundrede. Det er godt at vi bare er to skuespillere.
Skuespiller 1: Ha! Det er godt at vi bare er to skuespillere. [De rejser sig, lægger armen om hinanden og forlader scenen]
