Home Non-categorized ”Der vimses”: 1. Akt, 9. Scene

”Der vimses”: 1. Akt, 9. Scene

22

[Skuespiller 1 læsende avis på stol, skuespiller 2 ind]

Skuespiller 2: Hvad laver du?

Skuespiller 1: Læser anmeldelsen af det stykke vi er med i. Hvad er mit rigtige navn?

Skuespiller 2: Det er [skuespillerens navn].

Skuespiller 1: Ha! Der står jeg snor mig som en banan igennem stykket. Jeg er lodret uenig eftersom jeg tydeligvis gebærder mig som en citron.

Skuespiller 2: Se om du kan falde til ro. Jeg anser såvel din skuespilpræstation som din opførsel generelt for uklanderlige kære ven. Sæt dig ned og tag en dyb indånding og læs nu i manuskriptet hvor vi er kommet til.

Skuespiller 1: Jamen jeg sidder allerede.

Skuespiller 2: Vi skal videre i manuskriptet. Der er en hel time af stykket tilbage.

Skuespiller 1: Jamen jeg har to aftaler i aften. Hvorfor er de næste to scener streget ud?

Skuespiller 2: Hvilke?

Skuespiller 1: Den med den venlige supercomputer er slettet. Den med psykiatrisessionen der minder om manuskriptforfatterens jeg-støttende terapi er slettet. Det bliver Simone skuffet over.

Skuespiller 2: Frisk mod skuespiller 1. Vær frisk og frejdig igen. [Skuespiller 1 rejser sig og retter ryggen] Således… Og sig så noget Oscar Wilde agtigt til os alle.

Skuespiller 1: Jamen jeg protesterer over alle de dramaer der klør sig i hovedet over at en del af vores bedsteforældres forældre blev nazister. Det giver ikke mening at solidaritet og ulighed er fuldkommen fraværende i dansk drama. Men det værste er at psykiatrisk realisme retter ind efter abonninernes smattede dannelseshorisont.

Skuespiller 2: Jeg kan ikke forsvare at du kritiserer vores ærede publikum. [Fejer pegende med armen ud over publikum]

Skuespiller 1: Hvor mange af dem er medlem af et solidarisk parti?

Skuespiller 2: [Henvender sig til publikum] Jamen så lad os bede publikum markere med hånden hvor mange der er medlem af et solidarisk parti. Nå. Se så. Jamen det var dog en del. Er du tilfreds skuespiller 1?

Skuespiller 1: Jeg vil sige det sådan at jeg føler mig tryg ved publikum igen. Ikke mindst på grund af dit nærvær.

Skuespiller 2: Årh, snak! Høhø.

Skuespiller 1: Men en mistillid til teaterpublikummet i Danmark blev plantet i mit hjerte allerede under prøverne. Da jeg læste manuskriptet første gang, anden gang, tredje gang forstod jeg at danskerne intet aner om psykiatri.

Skuespiller 2: Det er ganske rigtigt bekymrende at vi intet lærer om den bilaterale samtale i folkeskolen.

[Lys ud]

Previous article”Der vimses”: 1. Akt, 8. Scene
Next articleTak, Gud, for at Din fred fandt vejen ned til mig
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.