[Skuespiller 1 læsende avis på stol, skuespiller 2 ind]
Skuespiller 2: Hvad laver du?
Skuespiller 1: Læser anmeldelsen af det stykke vi er med i. Hvad er mit rigtige navn?
Skuespiller 2: Det er [skuespillerens navn].
Skuespiller 1: Ha! Der står jeg snor mig som en banan igennem stykket. Jeg er lodret uenig eftersom jeg tydeligvis gebærder mig som en citron.
Skuespiller 2: Se om du kan falde til ro. Jeg anser såvel din skuespilpræstation som din opførsel generelt for uklanderlige kære ven. Sæt dig ned og tag en dyb indånding og læs nu i manuskriptet hvor vi er kommet til.
Skuespiller 1: Jamen jeg sidder allerede.
Skuespiller 2: Vi skal videre i manuskriptet. Der er en hel time af stykket tilbage.
Skuespiller 1: Jamen jeg har to aftaler i aften. Hvorfor er de næste to scener streget ud?
Skuespiller 2: Hvilke?
Skuespiller 1: Den med den venlige supercomputer er slettet. Den med psykiatrisessionen der minder om manuskriptforfatterens jeg-støttende terapi er slettet. Det bliver Simone skuffet over.
Skuespiller 2: Frisk mod skuespiller 1. Vær frisk og frejdig igen. [Skuespiller 1 rejser sig og retter ryggen] Således… Og sig så noget Oscar Wilde agtigt til os alle.
Skuespiller 1: Jamen jeg protesterer over alle de dramaer der klør sig i hovedet over at en del af vores bedsteforældres forældre blev nazister. Det giver ikke mening at solidaritet og ulighed er fuldkommen fraværende i dansk drama. Men det værste er at psykiatrisk realisme retter ind efter abonninernes smattede dannelseshorisont.
Skuespiller 2: Jeg kan ikke forsvare at du kritiserer vores ærede publikum. [Fejer pegende med armen ud over publikum]
Skuespiller 1: Hvor mange af dem er medlem af et solidarisk parti?
Skuespiller 2: [Henvender sig til publikum] Jamen så lad os bede publikum markere med hånden hvor mange der er medlem af et solidarisk parti. Nå. Se så. Jamen det var dog en del. Er du tilfreds skuespiller 1?
Skuespiller 1: Jeg vil sige det sådan at jeg føler mig tryg ved publikum igen. Ikke mindst på grund af dit nærvær.
Skuespiller 2: Årh, snak! Høhø.
Skuespiller 1: Men en mistillid til teaterpublikummet i Danmark blev plantet i mit hjerte allerede under prøverne. Da jeg læste manuskriptet første gang, anden gang, tredje gang forstod jeg at danskerne intet aner om psykiatri.
Skuespiller 2: Det er ganske rigtigt bekymrende at vi intet lærer om den bilaterale samtale i folkeskolen.
[Lys ud]
