Midt i tv-programmet, et vistnok totalt ligegyldigt drama, afbrydes vi af Hubert Laplanta som sidder på gulvet: ”Det dersens har jeg følt dengang jeg var ung. Jeg fornemmer derfor tydeligt alvoren i det hun mærker.” Vi ser på hinanden alle fem. Snejse skruer ned for tv’et. Jeg rykker frem i sofaen og aktiverer optagefunktionen på diktafon-appen. Som journalist er det min pligt at forfølge de ledetråde der bliver mig tilbudt, også i form af halvdebile indskydelser og på trods af at Hubert, der er voksen, svækker sin troværdighed mærkbart ved at lege med hvad der ligner et mini-savværk.
Hubert. Her er Liverpool. Kan du høre mig?
”Jeg kan høre den gamle havn.”
Jeg står i den gamle havn.
”Ja. Det ved jeg godt.”
Du sagde lige noget enormt fint som alle midaldrende og ældre kender til, nemlig at selvom vi ikke føler så stærkt længere så kan vi godt mærke alvoren stadig væk.
Men Hubert Laplanta har problemer med savværket der skal løses omgående. Bestyreren venter på en rem af en eller anden slags og imens skal arbejderne sættes til forskellige ting. Hvad nu? En form for tvangsaktivering finder sted. Bestyreren binder arbejderne til stolper med seler han har liggende i en slagbænk indtil de skriver under på umenneskelige erklæringer om frivillig afståelse af værdighed. Hvad nu? Er det solen der kommer tordnende i en bue over hele selesceneriet eller noget endnu mere magtfuldt? Selerne brændes over og arbejderne er frie. Huberts leg er afsluttet på bedste måde.
