Home Non-categorized ”Det dersens har jeg følt dengang jeg var ung. Jeg fornemmer derfor...

”Det dersens har jeg følt dengang jeg var ung. Jeg fornemmer derfor tydeligt alvoren i det hun mærker.”

892

Midt i tv-programmet, et vistnok totalt ligegyldigt drama, afbrydes vi af Hubert Laplanta som sidder på gulvet: ”Det dersens har jeg følt dengang jeg var ung. Jeg fornemmer derfor tydeligt alvoren i det hun mærker.” Vi ser på hinanden alle fem. Snejse skruer ned for tv’et. Jeg rykker frem i sofaen og aktiverer optagefunktionen på diktafon-appen. Som journalist er det min pligt at forfølge de ledetråde der bliver mig tilbudt, også i form af halvdebile indskydelser og på trods af at Hubert, der er voksen, svækker sin troværdighed mærkbart ved at lege med hvad der ligner et mini-savværk.

Hubert. Her er Liverpool. Kan du høre mig?

”Jeg kan høre den gamle havn.”

Jeg står i den gamle havn.

”Ja. Det ved jeg godt.”

Du sagde lige noget enormt fint som alle midaldrende og ældre kender til, nemlig at selvom vi ikke føler så stærkt længere så kan vi godt mærke alvoren stadig væk.

Men Hubert Laplanta har problemer med savværket der skal løses omgående. Bestyreren venter på en rem af en eller anden slags og imens skal arbejderne sættes til forskellige ting. Hvad nu? En form for tvangsaktivering finder sted. Bestyreren binder arbejderne til stolper med seler han har liggende i en slagbænk indtil de skriver under på umenneskelige erklæringer om frivillig afståelse af værdighed. Hvad nu? Er det solen der kommer tordnende i en bue over hele selesceneriet eller noget endnu mere magtfuldt? Selerne brændes over og arbejderne er frie. Huberts leg er afsluttet på bedste måde.

Previous articleVejrudsigten: En Fykkerfront trækker ind vestfra omkring middag
Next articleTeatertosserier med Den Anden Avis
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)