Det der foregår på scenen er ikke videre interessant og jeg siďder og prøver at forestille mig hvordan ansigtet på herren på rækken foran mon tager sig ud, indtil min nysgerrighed tvinger mig til at lægge en nøddeskal i hans nakke for derved at tvinge ham til at vende sig om og hviske ”Hvad dylen laver du, Daniel Rachtsnor!” Han vender sig om og hvisker i stedet de uventede ord: ”Hvorfor lægger du en nøddeskal i nakken på mig?” Jeg undskylder, han godtager, vi nikker til hinanden og retter igen vores opmærksomhed mod scenen. Da den nette skuespillerinde Ingeborg Hej rejser sig for at gå til frisøren midt i Christiansens og Dalfrøcies skæbnesvangre monolog, de udtaler ens replikker samtidig, mens de bladrer i doktor Kummes billedbog om bier, sker der det mærkelige at publikummeren Tivisko Predsemand til højre for mig i parterret også rejser sig. Et romantisk optrin er under opsejling mellem scene og sal, mellem en yderst rig direktør og en ung skuespillerinde. Tilsyneladende passer de overhovedet ikke til hinanden. Predsemand passer til pølsemanden på torvets datter og skuespillerinden passer til låsesmeden Brando Dalfrøcies i Kvastby. Predsemand er på vej på biblioteket. Hej er, som nævnt, på vej til frisøren. Nu synger han en arie og han gør det pragtfuldt. Det er genialt udtænkt: Lydniveauet fra Predsemands anstrengelser gør Hej blød i knæene og blomsterne vælter ind over hendes ben. Det er den slags der gør at et stykke bliver reddet og man alligevel går ud fra skuespillets verden med en god fornemmelse i maven.