Det næstmest irriterende ved det såkaldte oplyste samfund er at mange via uddannelse løgnerisk iklæder sig et sprog der ikke er deres eget og hvor barnligheden dermed lukkes ude. Det mest irriterende er, at der findes et hav af digtere som bliver forførte af denne tilstand til at erklære at de har opdaget det. Men alle har opdaget det.
Opdaget hvad?
Ja, opdaget at det lille sprog er det mest svageliggørende der findes. Disse digtere gør nøjagtig det samme for de kæmper imod barnligheden ligeså desperat som fuskesprogerne ved at lave såkaldte digte og såkaldte romaner. Men romanen og digtene er anstrengende og svære former at arbejde med og der går ofte meget barnlighed, herunder barnlig fascination og barnlig morskab, tabt i anstrengelserne med at skrive dem. Det er puritanisme. Kierkegaard er ikke puritaner. Det er 0,005 procent af nutidens såkaldte forfattere der er puritanere. Et alt for højt tal.
Hvordan definerer du en puritaner?
Som et vrag der konsekvent fravælger passionen ved at forvise den.
Det lyder fuldstændig som Nietzsche.
Nietzsche var ikke en barnlig mand. Han forsøgte at ligne en da han lå og legede hestevogn på det dersens billede med Lou. Men han var en alvorlig herre.
Hvad forbinder du barnlighed med?
At erkendelse er stykkevis, men også, og helst, spøjs. Ligesom i Bibelen. Ligesom i medierne. Folks nyhedsnarkomani har et sundt element. Men det er ofte ikke sprogtrænende. Det er ofte sproghæmmende resultatater man opnår ved at være nyhedsnarkoman.
Nu forstår jeg hvad du mener. Det var klogt sagt.
Se på passionen i dens næstmest fine form. Elskeren og elskerinden.
Nu forstår jeg hvad du mener. Jeg skulle bare lige fatte det. Jeg var dum.
Ja, du var dum. Alle drømmer om den store kærlighed og sidespringet på en og samme tid. Så læser vi medier og kriminalromaner i stedet og fortrænger fuldstændig vores passionslyst.
Nu lyder du som Freud.
En elsker og en elskerinde forudsætter et stort sprog og ikke en overenskomst om det såkaldt åbne forhold. Enhver kan komme et stort skridt videre imod det store sprog ved at læse. Og meget gerne pjat.
Jeg er med.
Er du?
Du siger fornuftige ting.
Gør jeg?
Selvom du lyder lidt som Nietzsche og Freud. Lidt af hvert. Det er godt nok.
Barnligheden serverer en helt masse dejligt usammenhængende tankemateriale som kræver et stort sprog simpelthen. Den udgør et godt supplement til at undgå at lade sig styre af sit libido livet igennem. Derfor er et elsker-elskerinde forhold ligeså forseglet og evigt som et ægteskab.
Er det?
Man skal være naturlig og ikke drømme om at meddele sig hel og tro man kan eller skal det.
Du lover dine læsere både ægtefælle og elskerinde.
Selvfølgelig, selvfølgelig.
Men altså ikke på vores samtids præmisser?
Nej, på Mitterrands. Katolikkerne er stilfulde i deres religiøse underkastelse under passionen. Deres kirkebokse forstår vi ikke. Men det er fordi vi ikke forstår elsker-elskerindeforholdet.
Nu lyder du lidt som Samuel Beg.
Samuel Beg?
Beg.
Ham der via ekstremt fascinerende veltalenhed langsomt overbeviste sin hustru om at han skulle have en singleelskerinde men at hun endelig ikke måtte få en elsker?
Lige netop.
Hvordan gjorde han det?
Spørger du af nysgerrighed eller interesse?
Jeg synes det lyder mandigt.
Mandigt?
Mandigt. Dejlig mandigt. Alvorligt. Ligesom Mitterrand da han stod og så alvorlig ud ved et eller andet mindesmærke.
Hvad var det for et mindesmærke?
Det har nok været Auschwitz.
Det har det nok.
