”Det er ærgerligt at se de viise venskaber klakket til af om-syge. For det betyder at vismænd og viskvinder og i øvrigt også æbler kompenserer ved at mystificere umiddelbarheden og institutionalisere deres kunstneriske praksisser hvilket sidstnævnte næppe kan holde til med mindre de allierer sig med humoren som Johannes Sløk og Søren Kierkegaard gik sammen om at kalde det næsthøjeste stadie.”
Aha! Du mener at det etiske stadie er humoristisk?
”Nej. Det er overhovedet ikke det jeg mener.”
Aha! Du mener at dybe venskaber er baseret på humor?
”Nej. Det er slet ikke min pointe her.”
Aha! Du mener at venskabet er en institution af umiddelbarhed?
”Nej. Det er på ingen måde det jeg sigtede til.”
Aha!
”Det jeg mener er det jeg sagde. Jeg skal gerne sige det samme på en anden måde, men du vil ikke fatte det.”
Hvorfor ikke?
”Du er to procent for dum.”
Så er der håb.
”Der er håb. Men der er ikke håb om at du forstår hvad jeg netop sagde for du er to procent for dum. Disse små procenter gør hele forskellen. Men det gør ikke noget. Du behøver slet ikke være ked af det.”
Hvad nu?
”Fordi du godt forstår hvad om-syge er.”
Du mener denne forståelse af det negative som om-sygen repræsenterer er en positiv erkendelse som løfter mig op i en sfære hvor det viise venskab faktisk er muligt.
”Se. Nu kører det for dig. Jeg kunne ikke selv have sagt det bedre.”
[Ill.: “The Near-sighted man and the telephone” af Don Martin]
