Det er min personlighed der er sådan at jeg har skrevet min bog og nu er tilfreds. Der er mange karriereforfattere og andre karrierekunstnere derude. Det må være hårdt. At være underlagt vækst i en grad så man aldrig bliver tilfreds. Jeg er da ovenud glad for at jeg nu kan hellige mig min datter og andres behov i resten af min tid. At være karrierekunstner forekommer mig at være en sølle form for ydmyghed og en træls måde at være menneske.
Jeg trygler offentligheden om jeg ikke bare må være manden med bogen “Min personlige udvikling imod en masse jeg glemte igen”. Og hvis det ikke nytter noget, hvis den beder om mere og kræver af mig at jeg skal være i kamp med mig selv om at begive mig ud imod nye horisonter så må jeg blankt afslå. Desuden er skrivebranchen en hård boldgade, brolagt med tåbeligt elendige liv. At kæmpe mig frem mod et værk hvor jeg kan sige her er min stemme og her er mit bidrag har været mega svært og samtidig mega lystfyldt. Det er da utrolig priviligeret at være i mine sko. Genialitet? Talent? Intet kunne bekymre mig mindre. Det må andre vurdere. Vi har et udmærket system til at bedømme den slags ude i den litterære offentlighed.
