Der er sagt masser af ting om hvordan forfattere ikke kan lade være med at skrive. Yndigt. Jeg leger med ideen om at holde op. Hvorfor skulle jeg i grunden blive mere disharmonisk af det? Efter at have skrevet mit seneste manus føler jeg at jeg har sagt det jeg ville sige. At trøste og opmuntre en ukendt læser via skrift passer alligevel skidt med min opfattelse af moral som noget med nærvær og hinanden.
Jeg synes mit manus er godt nok. Forlag, anmeldere, familie, venner, andre må mene hvad de vil.
Jeg beundrer Kafka, der lod tre gennemarbejdede manusser ligge i skuffen livet ud, langt mere end jeg beundrer loftkammerpoeter der tager til takke med loftkamre livet ud. Ikke et ondt ord om loftskamre, jeg kan i øvrigt bedre lide min hule.
Ambitionerne har fyldt meget. Selvfølgelig har de det. Jeg er storebror og skulle redde verden. Det med at anvise en ny retning indenfor litteraturen og et mere realistisk syn på hvad mennesket er. Det er fantastisk at bidrage lidt til den slags, men så heller ikke mere. Fortryllende bliver det aldrig.
Alt for mange i denne branche, litteraturen, trutter. Forsømmer livet. Grubler og breder deres spindelvæv ud over det hele i stedet for at leve ubekymret og være nogenlunde glade.
Min drøm, mit håb, om at blive en dor dor forfatter, har vel egentlig fyldt rigtig meget.
Som man vil forstå ud fra tjeklisten andetsteds står jeg inde for manuskriptets kvalitet i en grad der må betragtes som vanvittigt hysterisk.
Jeg har skrevet mit eget lille livs The Catcher in the Rye. Hvordan det passer ind i andres liv ved jeg ikke.
