Der er noget hårdt ved surrealismen og beslægtede fænomener som jeg ikke bør bryde mig om. Noget hårdt. Jeg kan bedre lide et såkaldt fæ der slet ikke kan lide surrealisme. Man skal som forfatter dele sol og vind lige. 0,1 procent surrealisme er for lidt i enhver sammenhæng, i enhver tekst, vil jeg mene, 0,9 procent er helt ude i skoven, mens 1,0 procent surrealisme er lige tilpas. 10,0 procent surrealisme er for meget. 100 procent surrealisme er lige tilpas. Hvordan realisere 1,0 procent surrealisme i en tekst?
0,1 procent surrealisme: “Filosofi, vil jeg sige, kan man bruge til en hel del.” Han er så snublende nær ved at kalde sig selv filosof at der sniger sig 13,7 procent surrealisme ind i regnskabet, men niveauet daler 13,6 procent fordi han ikke røber noget filosofisk tilhørsforhold. Vi ved ikke engang om han har forstået noget så relativt banalt som Platon. På trods af denne elementære fejl er han knurrende hyggelig.
0,9 procent surrealisme: “Filosofien hører altså fortiden til. Jeg gider slet ikke høre på filosoffer.” Denne trættende person har sikkert ikke engang sagt disse ord, hverken til sig selv eller andre.
1,0 procent surrealisme: Findes ikke.
10 procent surrealisme: “Jeg elsker simpelthen at læse Camus. Elsker det. At læse Camus.” Problemet er blot at Camus skrev bedre end han tænkte. Personen der udtaler dette har i virkeligheden ingen yndlingsfilosoffer og må siges at være en art svindler.
100 procent surrealisme: “En af de store og mest udbredte vildfarelser i præcis vor tid er at man kan iføre sig respekt for alle ligesom man ifører sig en hat for alle. Derfor er der brug for filosofi.”
