“Det var bare lidt for psykisk syg-agtigt, at du sagde om det samme, at det både var forfærdeligt og ikke forfærdeligt i samme sætning. Men det gør ikke noget. Vil du have en drink til?”
Ved disse ord fra Henriette blev jeg lamslået. Hun var forelsket i mig og ikke alene det. Hun ville give mig sin hånd. Men det lamslående var følelsen af at hun elskede min farverigdom som en simpel, overskuelig og tilforladelig størrelse. Den farverigdom som jeg selv dengang opfattede som noget af det mest fornemme, uafviselige og unikke.
