Der er noget hårdt ved surrealismen og beslægtede fænomener som jeg ikke bør bryde mig om. Noget hårdt. Jeg kan bedre lide et såkaldt fæ der slet ikke kan lide surrealisme. Man skal som forfatter dele sol og vind lige. 0,1 procent surrealisme er for lidt i enhver sammenhæng, i enhver tekst, vil jeg mene, 0,9 procent er helt ude i skoven, mens 1,0 procent surrealisme er lige tilpas. 10,0 procent surrealisme er for meget. 100 procent surrealisme er lige tilpas. Hvordan realisere 1,0 procent surrealisme i en tekst?
0,1 procent surrealisme: “Hvis man fejlopfatter hvad lytning indebærer, sådan at man antager at man blev lyttet til i en konkret situation hvor man reelt ikke blev lyttet til, er man per definition en suspekt person. Hvis ikke man har prøvet at blive lyttet til for alvor har man altså nogle sære forestillinger om lytning. Læg mærke til at lytning for alvor, efter mit bedste skøn, er at svare på spørgsmålet ‘Nå, hvordan går det?’ fremfor ‘Vi kom der-og-dertil-i arbejdsprocessen så jeg vil høre hvad du lige nu tænker om det-og-det lige nu’.”
0,9 procent surrealisme: “Du lytter ikke!” Vattet, utilstedelig, desperat og bizar ting at udbryde. Der er ingen forskel på de to udsagn ‘Du lytter ikke’ og ‘Jeg kan i bund og grund ikke lide dig’. Det er noget kyllingeagtigt noget at komme med, selvom den slags beskyldninger ofte forekommer i de relationer hvor man i kampens opslidende hede gør hinanden mindre end man er.
1,0 procent surrealisme: Findes ikke.
10 procent surrealisme: “Alle fortjener at blive lyttet til.” Selvfyldt, floromvundet, frelst, overdrevet og gennemsnitligt nonsens der ligger alt for tæt på sandheden til at vække tanker.
100 procent surrealisme: “Samvær er et af de mest tåbelige surrogater for lytning. Især såkaldt ‘almindeligt samvær’. Hvis der er hygge indblandet hjælper det lidt.”
