Home Non-categorized Det vrængende menneske 3

Det vrængende menneske 3

19

Der er noget hårdt ved surrealismen og lignende fænomener som jeg ikke bør bryde mig om. Noget hårdt. Jeg kan bedre lide et såkaldt fæ der slet ikke kan lide surrealisme. Man skal som forfatter dele sol og vind lige. 0,1 procent surrealisme er for lidt i enhver sammenhæng, i enhver tekst, vil jeg mene, 0,9 procent er helt ude i skoven, mens 1,0 procent surrealisme er lige tilpas. 10,0 procent surrealisme er for meget. 100 procent surrealisme er lige tilpas. Hvordan realisere 1,0 procent surrealisme i en tekst?

0,1 procent surrealisme: ”Frihed er vigtigere end lighed.” Han åbner en fuldstændig kaotisk diskussion, hvilket viser at han opfatter sig som ægte surrealist. Men han har sagt noget dumt.

0,9 procent surrealisme: ”Jeg har et liv hvor jeg ikke ser uligheden så meget. Det indrømmer jeg. Men vi har et godt samfund i Danmark.” Han siger meget i disse få linjer. Der er et uanseligt tilløb til surrealistisk humor i de selvmodsigelser som leveres og i den stovte bryskhed som krakelerer for øjnene af lytteren og bliver til intet. I selve denne modige tilintetgørelse af hans eget sprog og udsagn er der 5 procent surrealisme. Men det trækker ned at han underforstår at han er politisk dum, for det er der ingen der er.

1,0 procent surrealisme: Findes ikke.

10 procent surrealisme: ”Jeg tror på at frihed og lighed kan sameksistere.” En flot præstation. Han gør liberalismen til en religiøs tro, hvilket er surrealistisk.

100 procent surrealisme: ”Der er mange børn der lider i Danmark.”






Teksterne her på avisen forholder sig direkte til tilværelsens under, men er af ringe betydning for andre end mig selv på grund af deres fravær af form. Jeg har i lang tid arbejdet ud fra den teori at teksternes brugsværdi er begrænset til ”gode” mennesker, familiejesusser og hyggejesusser, defineret som mennesker der formår at læse deres psykiske problemer ind som en undskyldende mellemregning der skal veje op i forhold til teksternes manglende substans. ”Vi er alle sammen tossede.” ”Sikke vi tosser rundt.” ”Sikke vi laller.”

Statistikken gennem knap 7 års ukueligt, dagligt filosofisk arbejde viser mig imidlertid at end ikke mennesker med en sindslidelse kan bruge teksterne. Ikke som trøst i tilværelsens smertestunder. Ikke som sygestudie. Ikke som idébank. Ikke som grine-grine. End ikke som provokation fungerer de, hvorfor enhver tanke om skønhed synes udelukket. De fungerer imidlertid som kontrast til tekster hvor formen er stram og derfor lader jeg, i håbet om at læseren i ventetiden selv vil supplere med en stram form udefra, blot ikke alt for stram!, teksterne være som de er. God læselyst! Kh Morten, d. 16. juni 2020

Previous articleDet vrængende menneske 2
Next articleDet vrængende menneske 4
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.