Der er noget hårdt ved surrealismen og lignende fænomener som jeg ikke bør bryde mig om. Noget hårdt. Jeg kan bedre lide et såkaldt fæ der slet ikke kan lide surrealisme. Man skal som forfatter dele sol og vind lige. 0,1 procent surrealisme er for lidt i enhver sammenhæng, i enhver tekst, vil jeg mene, 0,9 procent er helt ude i skoven, mens 1,0 procent surrealisme er lige tilpas. 10,0 procent surrealisme er for meget. 100 procent surrealisme er lige tilpas. Hvordan realisere 1,0 procent surrealisme i en tekst?
0,1 procent surrealisme: ”Frihed er vigtigere end lighed.” Han åbner en fuldstændig kaotisk diskussion, hvilket viser at han opfatter sig som ægte surrealist. Men han har sagt noget dumt.
0,9 procent surrealisme: ”Jeg har et liv hvor jeg ikke ser uligheden så meget. Det indrømmer jeg. Men vi har et godt samfund i Danmark.” Han siger meget i disse få linjer. Der er et uanseligt tilløb til surrealistisk humor i de selvmodsigelser som leveres og i den stovte bryskhed som krakelerer for øjnene af lytteren og bliver til intet. I selve denne modige tilintetgørelse af hans eget sprog og udsagn er der 5 procent surrealisme. Men det trækker ned at han underforstår at han er politisk dum, for det er der ingen der er.
1,0 procent surrealisme: Findes ikke.
10 procent surrealisme: ”Jeg tror på at frihed og lighed kan sameksistere.” En flot præstation. Han gør liberalismen til en religiøs tro, hvilket er surrealistisk.
100 procent surrealisme: ”Der er mange børn der lider i Danmark.”
