Der er noget hårdt ved surrealismen og lignende fænomener som jeg ikke bør bryde mig om. Noget hårdt. Jeg kan bedre lide et såkaldt fæ der slet ikke kan lide surrealisme. Man skal som forfatter dele sol og vind lige. 0,1 procent surrealisme er for lidt i enhver sammenhæng, i enhver tekst, vil jeg mene, 0,9 procent er helt ude i skoven, mens 1,0 procent surrealisme er lige tilpas. 10,0 procent surrealisme er for meget. 100 procent surrealisme er lige tilpas. Hvordan realisere 1,0 procent surrealisme i en tekst?
0,1 procent surrealisme: ”Alicia Keys er sej. Jeg ved godt, at der er nogen der har sagt jeg skal sige det. Hvem?” Et mundlamt tilløb til surrealisme der mislykkes på grund af noget med startkablerne. En menneskelig fejl. Søvnigt erklærende og virkelig kedeligt.
0,9 procent surrealisme: ”Gad vide hvordan Alicia Keys er i virkeligheden. Sikkert lidt af et røvhul. Hold fest! Det er da mega surrealistisk at jeg sidder og tænker over det. Jeg burde tænke på andre ting.” Hold inde! Masser af mennesker har tænkt på det, jeg siger dig! Den måde han taler nedsættende om surrealismen er vattet!
1,0 procent surrealisme: Findes ikke.
10 procent surrealisme: ”Alicia Keys er sej. Punktum.” En sprudlende tilgang der kan bruges ved festlige lejligheder. Til fester er udsagnet sandt og der er pyntet op med alt muligt.
100 procent surrealisme: ”Som digter oplever man meget. I går bankede en person på min dør der spurgte om jeg ville se et billede af min oldefar der spiser et stykke chokolade med hendes oldefar. Hun snakkede længe om Alicia Keys. Alicia Keys er trættende stærk.”
