Der er noget hårdt ved surrealismen og lignende fænomener som jeg ikke bør bryde mig om. Noget hårdt. Jeg kan bedre lide et såkaldt fæ der slet ikke kan lide surrealisme. Man skal som forfatter dele sol og vind lige. 0,1 procent surrealisme er for lidt i enhver sammenhæng, i enhver tekst, vil jeg mene, 0,9 procent er helt ude i skoven, mens 1,0 procent surrealisme er lige tilpas. 10,0 procent surrealisme er for meget. 100 procent surrealisme er lige tilpas. Hvordan realisere 1,0 procent surrealisme i en tekst?
0,1 procent surrealisme: ”Knausgård, hvem er det? Hvorfor læse ham, hvis han får det værste frem i intellektuelle, godt begavede mennesker der kan forklare hvad de står for, samtidig med at de kæmper for det sammen med den lille mand?”
0,9 procent surrealisme: ”Knausgård kan ikke sige noget klart og kærligt i Wittgensteinsk forstand: a clear and loving gaze.”
1,0 procent surrealisme: Findes ikke.
10 procent surrealisme: ”Knausgård har ikke fanget tidsånden. Han har defineret den.” Et flot tilløb til surrealisme!
100 procent surrealisme: ”Jeg vil gerne vide mere om Knausgårds personlighedsstruktur. Jeg er psykiatribruger og jeg lugter psykopat. Til dem, der ikke ved hvad en psykopat er, kan jeg pege på følgende karakteristika: 1. Sover, i en vis forstand, er aldrig rigtig vågen, 2. Kan ikke føle skyld, 3. Manipulerer, 4. Lyver, 5. Ynder at være i farlige situationer, 6. Ødelægger hyggelige menneskers liv, 7. Lider frygteligt alene, 8. Styrer deres omgivelser med rå magt, 9. Overlevelsesinstinktet svigter stort set aldrig, 10. Snakker helt vildt ud fra ufilosofiske systemer uden at lytte, 11. Mangler virkelig empati.”
