Der er noget hårdt ved surrealismen og lignende fænomener som jeg ikke bør bryde mig om. Noget hårdt. Jeg kan bedre lide et såkaldt fæ der slet ikke kan lide surrealisme. Man skal som forfatter dele sol og vind lige. 0,1 procent surrealisme er for lidt i enhver sammenhæng, i enhver tekst, vil jeg mene, 0,9 procent er helt ude i skoven, mens 1,0 procent surrealisme er lige tilpas. 10,0 procent surrealisme er for meget. 100 procent surrealisme er lige tilpas. Hvordan realisere 1,0 procent surrealisme i en tekst?
0,1 procent surrealisme: ”Alt matsort virker på Viggo.” Han har lært surrealisme af en eller anden, men han aner ikke hvad han taler om. Han taler om at Viggo er følsom og depressiv og at en nyhed på DR om at en eller andens oldefar var torturbøddel og ødelagde familien i generationer med ”alt sit lort” virker frastødende på Viggo fordi der altid er noget at gøre hvis man anlægger et positivt fokus på tingene.
0,9 procent surrealisme: ”Medierne har bare så mange dårlige energier!” Alt for sandt og vattet til at være andet end kedeligt.
1,0 procent surrealisme: Findes ikke.
10 procent surrealisme: ”Jeg holder mig orienteret i medierne på daglig basis. Det må jeg indrømme.” Et overraskende forsøg på at være oplyst og interessant. En slags falsk, stoisk tilbageholdenhed. Ja, i helt usmagelig grad! Store mængder surrealisme er på spil!
100 procent surrealisme: Kristne er elendigt stillet i den danske kultur.


