Fernisering i New York City, år 1969. Det altid årvågne men endnu uopdagede geni Sam Trotski fornemmer straks at andelen af kunstnere der er gået bag om dansen er usædvanligt høj. ”Hold kæft! De er jo intet! Og de aner det ikke engang selv!”
Den gamle mentor Franse Knarrerobot, i pels og med hornbriller, griner overgivent, trækker Sam ind til sig og hvisker hemmelighedsfuldt: ”Korrekt. Se!” Men Sams opmærksomhed fanges af et inderligt talentløst kvindeportræt. Franse kvidrer videre men han siger kun rigtige ting og Sam hører derfor ikke efter. Vent. Nu står der en kvinde foran portrættet. Hun ler. Det er hende selv! Sam løsriver sig og nærmer sig lidt, men stopper igen brat da han opdager forskellige ting. Han er en ung mand der formår at passe på sig selv. Han drejer til siden men har ikke tid til at afværge en flaske eddike som han snubler over. Han snubler videre over en pingvin skulptur og alle de talentløse kunstnere begynder at opdage snubleren der uforsætligt vælter, triller, kolliderer som en løssluppen kugle i et flipperspil.
Sam Trotski kan ikke huske hvad der siden skete.
Af respekt for Sam Trotskis talent, som i modsætning til denne skitse er vores egentlige mysterium, må vi derfor være tavse og vende bladet.
(Forhåbentlig accepterede De, min læser, ikke den krukkede lille ”regel” og ”begrundelse” for hvorfor teksten må stoppe.)
