»Jeg sad lige og følte noget stort.«
Jeg er meget interesseret i andre folks følelser. Men du behøver ikke sige hvad det var.
»Hvorfor ikke?«
Det ved jeg ikke. Vi sidder på en bænk og alle skal have lov til at føle noget stort.
»Det er da en god teori.«
Men jeg vil stadig ikke spørge dig hvad det var.
»Hm.«
Ikke for at være uempatisk.
»Hm.«
Men vi sidder bare her. Måske synes jeg det er en lille smule mærkeligt at du overhovedet fortæller mig at du lige har følt noget stort. Hvorfor ikke holde det inde bag privatlivets fred?
»Hm.«
Det virker helt umotiveret. Hvorfor ikke bruge den store følelse du lige følte til at tænke på noget der har med det vi talte om at gøre?
»Nu har jeg glemt både den store følelse og samtaleemnet.«
Så skulle du jo have fortalt mig om hvad den store følelse drejede sig om, for jeg har også glemt hvad vi talte om.
»Måske talte vi om noget helt almindeligt.«
Hvad for eksempel?
»Dig.«
Jeg er ikke almindelig.
»Du har aldrig nogen store følelser.«
Jo, men det er sjældent at jeg snakker om dem.
»Var det dig der slog en fis?«
Nej.
»Du sidder og fiser.«
