Kapitel 1. Hvor læseren advares imod at læse to tankeeksperimenter……

Jeg vil råde dig til ikke at læse følgende to tankeeksperimenter. Fra gammel tid er de kendt som umanerligt hård kost for sjælen. Hvis du er af det princip at en forfatter skal holde læseren i hånden fra side et til bogens ende og ligefrem bør undlade at advare mod sekvenser af brødteksten må du gøre som du vil. Nu er du advaret på forhånd.

Men altså, indledningsvist, to tankeeksperimenter:

* Forestil dig at være i en livssituation der rummer dyb lidelse.

Her vil det være naturligt hvis du associerer til dyb fortvivlelse. Du ser indad og lægger måske mærke til de tanker dette sætter igang. Glæden ved at have noget parat ved mødet med denne følelse af håbløshed (som måske virker lidt abstrakt fordi jeg har undladt at sætte ord på detaljerne): det kan tænkes at din lytteevne er god og aktiveres, din evne til at bede til Gud for dig selv og andre mennesker og “lade resten af dine tanker være”, som det så smukt hedder hos Dinnermann eller det kan være at du har et eller andet tillidsvækkende personlighedtræk som du glæder dig over at have parat til møder med menneskelig sjæleundergang.

Andet tankeeksperiment følger her:

* Forestil dig specifikke grupper af mennesker som er i højrisikogruppen for at leve et liv i dyb lidelse.

Her vil du nok tænke på os sindslidende, mennesker der lever på asylcentre, de forfulgte, de fængslede, de ensomme, dem der altid skal bo på et bosted, dem der fortryder at have gjort forfærdelige ting, samt komikeren John Cleese der har modtaget sin første æresbevisning i dette årtusind og føler sig “very, very humbled” hvorefter han leverer en takketale det er en lang rædselfuldt selvsmagende hyldest til ham selv. Den slags kan vi ikke lide i Danmark!

Jeg håber du læste ovenstående og ikke hoppede i teksten for det med at afsnittene var skadelige for sjælen var en stor tyk hvid løgn.

Alle gode bøger er gode fordi alle gode bøger er besjælede eller rettere beåndede. Jeg forsøger at skrive en god bog og har kun nået side et. Lad mig være din spekulative godhedsteoretiker! Jeg er allerede træt af dit fjæs og du har kun læst i mig i 10 minutter! Som Groucho Marx engang formulerede det: Jeg glemmer aldrig et ansigt, men i dit tilfælde vil jeg gøre en undtagelse.

Kapitel 2. Denne bog er et oprør mod Bente Klarlunds umenneskelige trang til at dosere sundhed i alt for umenneskelige doser.

Er et godt menneske identisk med et menneske der mener alt muligt godt og rigtigt? Jeg har ikke et svar på det spørgsmål. Jeg har mange svar og bogen her er mit samlede svar. Er det så mig der er god? Eller bogen? Det må andre mennesker afgøre. Jeg kan godt lide ros, men jeg kan ikke lide den unisone ros og ærefrygt som John Cleese har dresseret verden til eller som er blevet konsekvensen af hans dybt fokuserede livsførsel.

Jeg kom lige med en hvid løgn igen for jeg har faktisk et svar på rede hånd. Tænk dig om, kammerat. Det afgørende i kærlighed at give hinanden et klap på skulderen og se hinanden fysisk og være vedholdende og hyppig i sin kærlighed, med mindre man da har fået en overdosis af hinanden engang i tiden der svandt så kemien blev syrlig og utålmodig.

Kapitel 3. Børneadvokat Gry Rambusch er død i en alder af 45 år. Hun kæmpede for omsorg for børn der led frygteligt og hun er min helt.

Gry Rambusch er også din helt. Æret være hendes minde.

Kapitel 4. Subtile filosofiske bemærkninger om min lokale bodega

Ved ikke hvad jeg skal skrive her.

Kapitel 6. Menneskelig forskellighed er en af hovedårsagerne til dårlig kemi og ondskab mellem mennesker.

Netop derfor er bodegaer vigtige. Folk dernede ved med dem selv at de har et naturligt socialt behov som bliver låst op og sat fri ved indtagelse af øl. På et eller andet plan sætter det mig sprogligt skakmat dernede på bodegaen. Det var noget vrøvl jeg netop skrev. Al den smalltalk og lytning til smalltalk kombineret med min blufærdighed stimulerer mig netop. For før eller siden opstår dette fantastiske som et dybere kendskab til et andet menneske altid vil være.

I dagligsproget på en bodega findes der røvhuller i verden. I dagbladet Politiken findes røvhuller også, men på en mærkelig halvkvædet måde. Udnævnelsen af et røvhul skal ske bag en persons ryg og kræver et veritabelt slæng af tilsvarende syndere.

Jeg kender masser af mennesker der ikke kan holde ud at gå på værtshus ofte. Dem vil jeg gerne her udnævne til misantroper.

Leslie Egerod Maradjøngade har sat sit firmas logo samt nogle bogstaver grimt op på et vindue i Hyslysse.

“Ja, det er ikke det flotteste jeg har foretaget mig.”

Leslie ser modfalden ud da han og jeg står foran frisørsalonen i Hyslysse. Der er et fint logo med en springende delfin med midterskilning som hænger lidt lavt i forhold til de efterfølgende bogstaver.

Du har været en ged til at sætte de bogstaver op.

“Jeg har fumlet. Det er spildt arbejde.”

Det ser hjernedødt ud. Uprofessionelt.

“Det må du nok sige.”

Det er en ommer.

“I den grad.”

Resultatet er ovenud hæsligt.

“Ja, så er det altså heller ikke værre.”

Hvad?!

“Jeg laver det jo bare om.”

Onde karl!

“Hvordan kan det makværk på nogen måde gøre mig ond?”

Det er jo talentløst hængt op. Nærmest evnesvagt.

“Ved du hvad: rend mig i røven! Jeg laver det bare om en af dagene. Jeg brugte en masse kræfter på at få lortet lavet den dag i torsdags og var rimelig tilfreds med resultatet på daværende tidspunkt. I dag kan jeg udmærket godt se at jeg ikke kom i mål med noget, så at sige, anvendeligt. Jeg var stresset og havde det psykisk skidt.”

Du påberåber dig at du var syg i gerningsøjeblikket?

“Jeg var snarere i en dårlig fase. Jeg var ikke mig selv. Jeg var simpelthen ikke i en situation ligesom Walt Whitman var i dengang han forfattede sangen om migselv. Folk har så vanskeligt ved at rumme fasisk eksistentiel mistrivsel. Det er sket for mig mange gange i mit liv. At jeg er blevet ond og dum. At mine nærmeste har stødt mig væk i stedet for at give mig masser af kærlighed når jeg har haft det skidt.”

Hvem gider at elske en person der gennem lang tid er den dårligste version af sig selv? Hvem orker det?

“En fumlefingret stabejs der forsøger at klæbe nogle bogstaver op på et vindue.”

En børste der sætter bogstaver grimt op.

“Og selve min formulering: Kom og bliv pæn i håret hos frisør Maradjøngade.”

Er du enig i at det er en bekymrende mat og dum formulering?

“Absolut!”

Hvorfor diskuterede du ikke formuleringen med din kone?

“Fordi jeg ikke har en kone.”

Nu forstår jeg. Du ville bringe det i spil overfor eventuelle kunder at du er ensom.

“Tja…”

Men dér mener jeg du skyder dig selv i foden. En mat og dum formulering på et frisørvindue kan ikke bruges til at komme i kontakt med nogen som helst.

“Og hvorfor så ikke det?”

Man skal være fremme i skoen hvis der skal skabes kontakt. Man skal være kæk. Ligesom forfatteren Sally Rooney. Kvik og kæk.

“Men må jeg ikke bare få mit vindue i fred. Jeg vil bare have det står som det står.”

Der er en forkert beslutning.

“Men jeg vil have kunder i salonen som svinger med mig litterært.”

Sikke noget ævl!

“Jamen det er min vilje og jeg har det sidste ord.”

Vrøvl!

“Jeg ejer det vindue.”

Når romandebuterende Anna Bankes protagonist Banna Anke i romanens første sætning umotiveret spiser en bid af en håndsæbe og derefter kaster op, skal det ses som udtryk for en humor som jeg finder subtil, underspillet, dyb – og dybt grinagtig. Det er også sjovt at kaste med dej eller knuse en flaske på nordpolen i selskab med en mand der ligner Odysseus. Det er bare morsomt. Basta. Alle disse vitsagtige ting får lov at ske på bogens første side. Men så kommer side to. Og hvilken side altså! Jeg vil sige at side to er mindst to gange bedre end side tre i Dostojevskijs Idioten. Det siger meget, ja. Jeg læste således side to hele fire gange i træk og hver gang grinede jeg hult og samtidig lød der et buldrende ekko nede fra min mave. Da jeg netop sad i en overfyldt togkupé imens dette stod på forsøgte jeg at afledede de omkringsiddendes opmærksomhed fra lyden ved at gemme mig i en enorm stortromme som pigen ved min side havde medbragt på togrejsen og holdt i sine hænder. Jeg kom indenfor i trommen og dens interiør var usædvanligt flot i betragtning af at trommens markedspris var fire milliarder dollars. Jeg har helt glemt at fortælle at vi alle i toget var nærmest usigeligt rige. Togets indre belysning dæmpedes i næste nu, hvilket vanskeliggjorde min læsning og nedsatte læselysten og det eneste jeg kunne vide der med sikkerhed eksisterede i hele verden var pigens bare fødder som lod sig se nederst i synsfeltet gennem et hul i stortrommen hvor der engang havde siddet en skrue. Nu hvor jeg ikke formåede at læse gav jeg mig til at undre mig over om togkonduktøren, når han engang dukkede op, ville give sig til at udånde og indpuste giftig røg så situationen i trommen ville blive kritisk. Jeg kunne dø. En mærkelig, ubeskrevet blå død.

Hvis vores døde sidder i et parallelt univers og spiser chokolade, så synes jeg det er frygtelig forkert ikke at tillade sig selv den lille naivitet at kalde det Himmerige.

Og det er fordi chokolade er så velsmagende.

I sand kristen kærlighed og i sand kristen medlidenhed indgår samme lille naivitet.

Den lille naivitet er frygtelig bange for den store, verserende kynisme.

Som dansker må jeg hele tiden have en øl for at beskytte den lille naivitet sammen med andre der også bare vil hygge og snakke på en bar.

Vi beskytter den hver på vores måde, men alle med denne substans, øl.

Det er forkert at nogle bare sidder og pifter og savler umælende.

Nej, vi sidder der, udskammede i samfundet, men vi sidder der sammen.

så jeg er blevet trukket rundt i manegen og brændt hvid og gammel af en enorm sol.

Du indvender måske at jeg hader dem fordi de er fulde af dem selv og/eller går rundt med hovedet oppe i røven på dem selv.

Dette er ikke sandt, men jeg vil sige, jo, jeg kan blive meget vred på dem.

Men den anden mand er god nok.

Kan vi rumme det??

Og gas-Erling snupper rattet fordi han er manden bare.

Og vi kører ud af byen på camping.

Du tror du er vidunderlig, men du er pragtfuld.

Folk knepper

Folk gruer

Folk dør

Åh!

Åh!

Åh!

Og hvad var jeg så?

En stymper?

En politibetjent?

Jeg vil ikke høre på idioter

Jeg vill ikke høre på flere

Du duede feber-Caspar.

Vi stod på dækket med flere millioner i hånden.

Kalle Aspers: observatør.

Krille Bille Sejr delte kort ud.

Vi havde øjnene med i hvert fald.

Og øj.

Det hele og prinsen for evigt.

Det blev noget værre noget.

Tiden efter Robert.

Numsens drillerier og lodrette linje.

Tiden efter Robert.

Bedste foldede arket til festen og Robert i seng.

Tiden efter Robert.

Karlslunde mindeplade og absolut tystnad.

Tiden efter Robert.

Spejl i havet og ansigt i spejl.

Tiden efter Robert.

Jeg elsker dig på hver placering i mindelund Kotcho.

Tiden efter Robert.

Stik mig en banan vi er her stadig.

Tiden efter Robert.

Overblik og ribs i citronlunden.

Næsehorn bor på savannen i både Afrika og Asien. De har en kæmpe stor røv og gider ikke tage vasketøjet ud af vaskemaskinen og lige hænge det op på tørrestativet. I hvert fald ikke lige nu. Engang levede Søren Kierkegaard. Han levede 100 år før de idiotiske verdenskrige og før Coca Cola blev opfundet. I dag kan vi konkludere at hans filosofi ikke var svag nok til at vi undgik verdenskrigene. Det var heller ikke alle der dengang dykkede ned i hans skrifter. Man havde jo, så at sige, næsehornene. De stod for husholdningen og de stod for underholdningen.