“Et stykke spæk kommer flyvende gennem luften. Derpå en fugl. Dernæst et stykke spæk mere. I den samme bue. Spækstykkerne glider hen ad foderbrættet og falder videre ned i en sort spand. Fuglen tager plads.”
Studinen kigger alvorligt på sin computer og derpå ligeså alvorligt på underviseren. Hun er gået glip af noget. Auditoriet hikker af latter. Vores blikke mødes. Jeg er usædvanlig, snarere end usædvanlig klog, men jeg ved ikke hvad der foregår i hende. Og jeg får aldrig svaret.
“Et sted i Berlin vokser en lille dreng op. Før han er kommet til skelsår og alder drager han med sin læremester op til et sted, et afsidesliggende kloster i bjergene, der efter sigende har det sidste eksisterende eksemplar af Aristoteles værk om latteren. De får mad i refektoriet og falder i snak med et par munke som begge bærer en vis lighed med forfatteren Houellebecq. Dette bemærker mesteren til sin myndling. Myndlingen ser på mesterens hånd på bordet.”
Studinen har forladt os. Jeg tænker på dem derhjemme. Jeg mærker de behagelige muskelspændinger af den fysiske aktivitet. Jeg ser en fugl uden for auditoriet. Jeg forestiller mig i et splitsekund at den er frygtindgydende stor.
“Der var engang to mænd der deltes om et kæmpestort gulv. De levede deres liv på dette gulv og trak nødder og vand i en automat i kantinen. En dag lå der en ishockey puk på gulvet. Den positivt-tænkende af mændene kiggede op efter huller i taget. Den anden samlede den op og puttede den i lommen.”
Timen er forbi og jeg lukker computeren. Udenfor står alle dem jeg kender. De har lavet fis med mig. Fuglen var bare af plastic.
