Engang for mange år siden kunne man skrive breve til sådan nogen som Selma Lagerløf. Det var hen imod slutningen af den vigtige del af den vestlige verdens modningsperiode. Dengang spurgte man ikke Hvad er meningen med livet? men Hvad skal jeg gøre? Da verden var modnet faldt den sammen to gange ligesom roser når styrtregnen bløder om formiddagen i Vekemark. Der var engang en forfatterinde som måske var Selma Lagerløf som altså satte pennen til papiret oppe i Værmland og skrev til en beundrerinde om det karniskbærolesiske søskendeforhold. Det er der for øvrigt lavet et skønt teaterstykke om. Dengang som nu mistede mange årvågne kvinder for en tid eller for altid orienteringsevnen i livet og dengang som nu virkede deres årvågenhed ikke til at helbrede dem. Derfor er teaterstykket fyldt med Pølse Prebens sind. Symboliseret ved tre egetræer, for tre træer er der noget roligt ved og i Sverige betyder roligt morsomt. Pølse Prebens sind er der ikke sagt og skrevet ret meget om for de fleste ved med stor præcision hvem han er. Han er såmænd en mand. Men det karniskbærolesiske søskendeforhold vidste og ved de færreste noget om og derfor skrev kvindemennesket fra Værmland historien om en person, en forsker, som formåede at beskrive det. En historie og en forsker som vil være de fleste nutidige læsere over hele verden bekendt. Forskerkarakteren fik også enormt meget liv i beundrerindens hjerte og blev snart til liv og nyt liv. Konklusion, hmmm: Årvågenheden fik selvfølgelig, må man forstå, et vægtigt modspil i beundrerindens sind og hun sluttede sig til flokken for hun var hvid som sne. Hun var en kanin. Men kun fra én ganske bestemt vinkel.
