Når en Klaptjak-indianer fylder 14 år er der fest. Dagen starter med fællesspisning. Derpå svømmer hele stammen ud til midten af en sø af mælk og skriger indtil solen står op. Når de har tørret sig, stjæler fødselaren sine egne manchetknapper, jagter sig selv igennem regnskoven, nedlægger sig selv og vender hjem forklædt som hvid mand med monokel i et sort jakkesæt med lodrette grå striber. Mens hele stammen klapper i takt går fødselaren da op til høvdingen og tiltaler ham eller hende med ordene: ‘Tror du der er mel i sækken makkerstang?’ Nu følger en lang og ofte ret kedsommelig samtale som afbrydes når høvdingen smelter eller den unge siger de højtidelige ord ‘Katut du’. De betyder ‘Jeg er højtidelig.’ På det tidspunkt går månen frem og tilbage mellem stammens medlemmer og blærer sig.