Der blev stillet usædvanligt store krav til en flok danske Jerusalemgæsters abstraktionsevner og fantasi, da turguide og souschef i landbrugsministeriet Søppel Wijfstrand borede et hul i et til lejligheden medbragt falsk eksamensbevis og fremviste den side eller gavl, eller del af tagkonstruktionen, der var styrtet ned og landet i lodret stilling, af Salomos tempel, der af jøderne bruges som en grædemur. Enkelte syntes det var ‘helt vanvittigt’ at se muren ‘igennem et hul i noget’ ‘når man nu har rejst 2400 kilometer’. Andre spurgte direkte den svedende Wijfstrand: Hvorfor se en rund version af tingene? Nogle erklærede sig uvillige til at se Getsemane have gennem et billede af en tyfon, men ville gerne se det nederste af grædemuren gennem et sugerør. Det ville Wijfstrand ikke tillade og løb væk med sugerøret.