Opdagelsen af en pæreplantage 12 kilometer fra et udsultet børnehjem i 1812 i New England, en ældgammel meteor af flydende glas langt ude i rummet, en premiere på en skolekomedie i nutidens Hillerød, et kærlighedseventyr og tilblivelseshistorien af et surrealistisk portrætmaleri forestillende manden Lazlo i en lysning, fortalt af en kæmpestor mund fra lærredet i en næsten tom biografsal. Det er grundelementerne i Nøthskt Mørsterboins nye roman. Her vil de fleste forestille sig at meteoren af glas udelukkende indgår i historien for at tilfredsstille smagsløgene hos den kunstneriske elite. Men disse sarte sjæle får sig én i røven! Men selvom bogen, i hvert fald på overfladen, behandler de fintfølende kløgtighoveder utrolig groft, vil mange nok erklære: Det er en snobbbet bog! De drikker hele tiden kærnemælk! Uden det skal afsløres hvilken række i biografen meteoren sætter sig på, vil jeg bare sige at dette ikke er tilfældet og at bare det at det ikke er tilfældet er tilstrækkelig grund til at læse bogen. Jeg finder beskrivelsen på side 44 af bisværmen på side 45 og 145 fortræffelig! Jamen er det ikke de malende og uforglemmelige sproglige billeder der vil gøre denne bog til en altoverskyggende åndshistorisk milepæl som man hele tiden støder ind i fordi den flytter sig? Nej! Det er det jeg har forsøgt at sige! Nej og atter nej!
