Uden at afsløre for meget handler denne historie om syv skabe. Ingen af skabene lukkes op i historiens løb. De forbliver lukkede. Hvilken rolle spiller skabene i fortællingen? Grundlæggende udgør de romanens drivkraft men på et bare lidt mere jordnært plan fungerer de som en samlet metafor for hovedpersonen Gorm Tvif’s indre liv og, på et meget syret plan, udgør de en slags grænse for dennes livsmuligheder “udadtil”: i forhold til andre mennesker, det at udrette noget i verden, “ud fra sine skabe”, som forfatteren, den grundige ikkefilosof Kammerat Jammer udtrykker det.
På det første skab finder man påskriften:
“Jeg har ondt af folk der elsker hinanden men som ikke kan se hinanden”
Hertil og ikke længere. Følelsesmæssig realitet, karakteristika for Gorm. Punktum. Lukket skab.
På næste skab står:
“Dybt troende mand forbander regeringen”
Der er raslet noget ud af dette skab. Det må være fyldt til randen. Lange sedler og strimler med en mærkelig utrænet håndskrift. Brudstykker af en plan om at samle den lokale menighed i kirken og forbande regeringen. Det er Jeanne D’Arc møder Jihad.
Gorm Tvifs personlighed, medmennesker og liv beskrives med stor sproglig opfindsomhed. Hver gang han næsten er nået hen til et skab for at flå det op hælder romanens antagonist et læs agurker ned foran ham som umuliggør videre fremfærd. Dette fortællemæssige greb anvendes desværre 38 gange. En intelligent person som jeg blev træt allerede da det skete fjerde gang. Det fede ved de evindelige agurkelæs er at Gorm gang på gang reddes og at man undres over om antagonisten er så magtfuld som hans navn lader ane, han hedder Rikke Sederbrandt.
