Din kommentar virkede umiddelbart stimulerende på mig. Jeg føler mig overbevist om at den kan have virket tilsvarende på andre. Før jeg går over til min relativt enkle forespørgsel vil jeg tillade mig at rette søgelyset mod min egen formulering, dette “umiddelbart stimulerende” for at se om dette sprogspil (se: Wittgenstein: Sprachspiele) rummer filosofiske problemer der nødvendiggør filosofiske undersøgelser som kan blotlægge en større overskuelighed (se: Wittgenstein: übersichtliche Darstellung). Nuvel. Jeg undgik med vilje ordet inspirerende for ved fremkomsten af modernismen efter historiske begivenheder som Pariserkommunens fald i 1871 og verdenskrigen i 1914 er et ord som åndsindgydelse (ordet inspirere betyder netop dette) blevet lidt mere indviklet end det måske var i den foregående periode, romantikken selvfølgelig, hvor man idealistisk forestillede sig at det kunstnerisk skønne og det moralsk gode og, sine steder, også det religiøst fromme og det åndeligt fyldige var det samme, eller: kunne “gå op i en højere enhed”, kunne “være det samme” eller “komme ud på ét”. Men alt det ændrer ikke ved at jeg ikke føler mig sikker på om “Din kommentar inspirererede mig” eller “Din kommentar virkede umiddelbart stimulerende på mig” er den bedste måde at sige det på. Jeg ved det virkelig ikke. Eller: Jeg kan ikke finde rundt i det. (Så har man, igen ifølge Wittgenstein, et filosofisk problem. (Som næsten minder om et eksistentielt problem fordi der henvises til “dig” såvel som “mig”, to eksisterende mennesker i verden.))
Bemærk, at jeg endnu lader din kommentar helt ude af betragtning, disse linjer kunne være til hvem som helst der havde skrevet noget jeg fandt umiddelbart stimulerende/inspirerende. Jeg forestiller mig helt åbent og ærligt at vi her laver en sprogundersøgelse der kan give os et klarere billede af hvorfor jeg fik denne uafklarede fornemmelse af at her var et måske afgrænset felt som det måske kunne svare sig at undersøge i dette konkrete tilfælde. Måske var den indledende positive tilkendegivelse netop en art fornemmelse af at noget her var afgrænset og uden hurlumhej. (se: Wittgenstein: “Nothing is hidden.”) Min forespørgsel til dig vil derfor være at bede om lov til at fremlægge en metakommentar her til alle læsere som en art oplæg til videre diskussion.
Hvordan jeg opfatter en metakommentar:
Metakommentarer skal udviske sig selv selvironisk og uhøjtideligt ved at modsige sig selv og inddrage dagligsprogsfilosofi og indbyde til dialog. Målet er: “A just and loving gaze”, “et retfærdighedssøgende og kærligt blik” på tingene.
For at præcisere “hvad det her handler om?” har jeg ikke yderligere at tilføje end to ting: 1) det handler om sproget mere end det handler om det der, i mine øjne lige lovligt populært kaldes “holdninger”; 2) jeg vil give dig mulighed for at lade det du har skrevet “stå som det er” hvis du siger at det netop er et holdningsanliggende. Det er nemlig slet ikke min intention at udfritte dig eller dømme dig. Dbh.
