Dit nye digt starter med „I 1920 sad de syge hjemme i deres seng“. Det synes jeg er et fantastisk smukt billede. Det kan et eller andet. Der er et eller andet universelt sandt i det, som unddrager sig forklaring og sågar udforskning og nærmere granskning. Hvis jeg virkelig skal ævle bævle videre om min oplevelse, hvilket kun ville være fair, kvaliteten af linjen taget i betragtning, var det, ja, som om der blev givet mig et metafysisk vidnesbyrd om og bevis på at al historieskrivning er formålsløs. At viden er løgn. Linjen sagde til mig: „Opsøg digtene. Opsøg litteraturen. Drop historievidenskaben. Medbring en pakke smør. Gå i ret linje efter hinanden. Undgå at falde i den skjulte snor.“ Min drømmende uvidenhed tog fat i mig og løftede mig op over Fakta. Jeg så de havde ildrøde tulipaner og mælk på tilbud. Jeg fik også den tanke: Kan jeg selv regne med at mine evner slår til, sådan at også jeg en gang i fremtiden, å, bare en gang Aage!, kan skrive en linje som på samme vis smælder som en pisk, smæld!, og får en livsbaneændrende, skæbneløftende virkning for titusinder?
Haha. Jeg kan afsløre for dig at mit digt slet ikke er så genialt som du åbenbart tror.
Hvad Søren!?
Ja.
Digtet var fis?
Ja. Hahahaha.
Hihihihi. Aj! Der tog du mig ved næsen. Fordi det var så skide godt lavet.
Og så kommer jeg og trækker tæppet væk under dig. Hyhy.
Det må man sige. Det må man virkelig sige. Digtet er noget ubetydeligt vrøvl. Nej, det havde jeg ikke set komme.
