I en dorsk og forvandlet samtidsby
Der stod et gyldent skilt
Og forkyndte for Karla og Vivian
At John Sæby var blevet skilt
Karla hun strakte armen frem
Tog fat i den andens hånd
De græd ned i isene de havde købt
Og optog gråden på bånd
Musvitterne landed i Karlas hår
En enkelt slog en prut
Og Vivian skænded og sagde brysk
Flyv væk din lille starut!
Man spørger mig ofte med åbent sind
Hvad handler digtet om?
Det handler om en cykeltur
Da John Sæby hørte herom
John Sæbys tjener var 53
Kom ind med et bånd på en bakke
Skrued væk fra anlæggets fine musik
Hørte Karla og Vivian snakke
Den stakkels John Sæby var blevet dum
Af lidelser sorg og andet
Han troed at kaldet fra tøserne did
Var en bøn om at lade vandet
Han tissed på gulvet af glæde det fæ
Lod den tjener klare resten
Så svang han sig i sadlen op
Og lod tilbage hesten
Han ankom med saddel men uden hest
Og var et løjerligt skue
I favnen lyned’ et scepter fint
På foden han bar en hue
Men Karla og Vivse de sang af fryd
Alene med denne mand
Med kvindejokes de prøved sig frem
Og haled hans hjerte i land
Som første i verden i to forlibt
John Sæbys hjerte var bundet
Da Karla døde af alderdom
Var ægteskabslykken grundet
