At starte i terapi er en alvorlig ting i Tærte. Der er absolut intet at grine af. Man kommer for skade at lægge sin adresse på en telefonsvarer og så dukker to soldater, to rockere og en terapeut op, de første fire er fuldt bevæbnede og står udenfor og skræmmer nabolaget lidt ved deres mærkværdige tilstedeværelse mens en kontakt etableres: Du skal ikke være bange. Så forlader soldaterne og rockerne byen for at slås andre steder i verden, gerne med hinanden, og lettelsen strømmer ind i dit hjerte. Du har fået en terapeut! I nabokommunen Kandor er dette forløb meget nemmere at initiere for den stakkels lidende ensomme, for alle ved at der er masser af varme at hente og give i psykiatrien, ja, at det udgør en veritabel varmecentral lidt uden for tid og sted.
Sådan et lille fem-kløver psykiatriteam fra Tærte kom engang kørende i en lille, men smart, hvid Opel fra Dalervej i Tarm hvor der ligger et lille psykiatrihummer og videre ud ad den smukke hovedvej der ledte dem igennem skovene i Birkmand. De ville køre en tur, for der var ingen beskeder på telefonsvareren. Folk i Tærte vidste simpelthen ikke hvordan man opsøgte psykiatri for det havde de ikke lært fra syvende klasse fordi Kvas Limurbians regering havde fejlet.
Det første de bemærkede da de kom ud af skoven var hæslige huse fulde af psykiatriske problemer.
Jo, den statsminister havde ganske rigtigt blod på hænderne for han og hans kumpaner var ikke gode mennesker med hjertet på rette sted. De var kassetænkning. De var kynisme. De var iværksætterånd. Livet var helt anderledes.
De var på sporet af livet og indeklimaet i Oplen var på deres side, særligt efter at første rocker havde rullet vinduet ned efter at have slået en prut. Samtalen gik højt. De forfærdelige rockere var ikke de værste, soldaterne var ikke de slemmeste og terapeuten var tilfreds i dag for hun havde fået en gave af sin mand: fire blomster. De lå nu på arealet over instrumentbrættet. Der var nok den rocker og den soldat som drømte om at hun ville dele ud af blomsterne men de var hendes og dette var hendes lille hemmelighed.
Så opdagede de, og hold nu fast, noget der til forveksling lignede et psykiatrisk problem men bestemt ikke var det: en mand var kravlet op i et træ efter sin kattekilling der hed Ærte. Dér sad han. Endda på en bænk. Som han havde slæbt op i træet. For det skete så ofte. Her sad han og beklagede sig over at han ikke fik tid til sine løbeture. Rocker to beordrede bilen stoppet og løsnede to skud op i trækronen hvilket gjorde killingeredderen meget arrig. Han lod bænken falde ned og rockeren døde øjeblikkelig. Det blev soldaterne meget fortørnede over for de havde etableret et venskab, på tværs af al fornuft og uden fortilfælde med netop denne døde mand.
Om aftenen derhjemme fik soldat ét en endnu mere intens oplevelse af livets vældige gave da han fik mistanke om at han havde kræft. Men om anelsen holdt stik får vi nok ikke svar på for her ender min lille beretning fra Tærte.
