Home Non-categorized Jeg hygger mig med fred og håb og sætter dem oven på...

Jeg hygger mig med fred og håb og sætter dem oven på hinanden som byggeklodser

88

Bladene på træerne
er indestængt vrede
det klæ’r dem ikke, men deres årer er som spøgelseshænder der klemmer om mine dæmoner i underbevidsthedens randzoner og lover pludselig ondskab imod alt hvad der er skønt, godt og enkelt. Vanvidsforestillinger trænger sig på, voldscenarier og fortabelse truer.

Hvem kan genkende mig når jeg er så arrig, er det sådan med kærligheden at den bliver ved og ved indtil jeg dør, skruer mig ned i et evigt dynd?

Jeg kan kun sige at det har lange udsigter med det der skulle have været min kommercielle berømmelse og min blåstempling, de store armbevægelser og den undtagelsesvise skovlfuld spisegafler ned i en afløbsrist i københavnsområdet jeg drømte om skulle blive mit eftermæle foranstaltet af hiin ukendte beundrer, mit virkes ceremonielle højdepunkt og mit mindesmærke indtil vejvæsenet opdagede at en kærlig person havde fyldt, ja, en afløbsrist med spisegafler til minde om mig, om Morten. Mit kære mindesmærke! Forholdsvis ubetydeligt i det store billede, bestemt ikke noget jeg er interesseret i, men spisegaflers nytteværdi gør det umagen værd at drømme om alligevel.

Jeg bruger aldrig ordet stolthed i min indre eller ydre dialog og har aldrig hørt mine forældre nævne det i min opvækst. Er det en fejl i min opdragelse eller en arvelig, eksistentiel funktionsfejl?

Selvhad er jeg heller ikke på bølgelængde med. Har aldrig til dato brugt ordet.

Mandesnak forstår jeg også som noget en-dimensionelt, noget unuanceret og jeg kan ikke forlige mig med at alle moralske afleveringer skal komme fra herrelandsholdet.

Jeg hygger mig med fred og håb og sætter dem oven på hinanden som byggeklodser. Så går jeg i seng. Hver aften vælter de inde på stuegulvet, igen som byggeklodser, med et mægtigt rabalder og jeg fryder mig over at freden og håbet blev væltet af en udsigtspost i kærlighedens tårn længere inde på stuegulvet. Og længst inde på stuegulvet står computeren slået op og bytter bytes med sig selv som en taskenspiller fra helvede.

Previous articlePænhed er en grim en at stå med
Next articleDygtig: Vi græder i gennemsnit 18 gange under gråd
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.