Hvordan føles det, at være over 40?
“Hvor?”
I albuerne, for eksempel…
“De er lidt stive i det. Når jeg sover, går der somme tider kramper i dem.”
Du har skrevet et debatindlæg, hvor du efterlyser at folk både er som 80-årige og som børn. Samtidig indrømmer du, at du allerede omkring de 40 følte dig energiforladt og ligesom æblegrød. Du har udtalt at venskaberne omkring fyrreårsalderen simpelthen imploderer ligesom korthuse der smasker sammen og bliver flade som pandekager.
“Behøver du gentage disse sørgelige og trivielle realiteter som jeg så møjsommeligt har videreformidlet i fine tekster og ladet udgive? Ja, jeg sidder faktisk og hygger mig med min mobil og togvinduets bedøvende ligegyldige monotoni.”
Alle dine artikler om emnet finder jeg nedslående og desværre også temmelig idéforladte.
“Nå, tusind tak!”
Lige bortset fra din idé om at være som et 80-årigt barn. Har du anvisninger på hvordan et yngre menneske slår smutvej til dette særprægede modenhedsstadie?
“Nej, ikke en universel opskrift. Jeg konstaterer bare, at medierne hverken evner at opspore, identificere endsige give taletid til mennesker som mig, der gennem direkte og indirekte kendskab til livet er nået til både personlig og åndelig modning og frigørelse. Og medierne er bestemmende for hvordan vi tænker. Men der er stadig litteraturen, dog selvsagt ikke den danske, for den har intet væsentligt bragt for dagen siden enten 1855 eller 1875.”
Så langt er vi rørende enige. Men selv hvis medierne flød over af gamle snusfornuftige tørvetrillere og støvkugler som dig, ville I aldrig kunne hamle op med cocktailen bestående af 1) tidens moder og luner, 2) styrken af ungdommens fascinerende udstråling og 3) teknologiens tumpede løfter om mere nærhed lige om lidt. Denne cocktail ville brænde jer væk. I ville blive til aske i løbet af et splitsekund.
“Næh. Jeg er ikke blevet til aske og jeg sidder her da endnu.”
