Han forekom mig at være en for mig forbilledlig, moden og modig kristen, hvis jeg endelig skal forsøge at sætte ord på den slags ikke-sproglige ting. Derfor overraskede det mig at han kort inde i vort venskab begyndte at gentage ordene “lykken sidder i dine ben”. Særligt når vi hyggede os i aftenstunden over en kop kaffe hjemme hos ham i de behagelige stuer kunne han pludselig sige netop sådan, “lykken sidder i dine ben”. I torsdags gav jeg min nysgerrighed frit løb og spurgte ind til dette sikkert velmente, men for mig selvsagt ganske uklare udsagn om mine ben.
“Men mener du min egen lykke, eller din lykke.”
“Min lykke.”
“Din lykke sidder i mine ben?”
“Også andre steder.”
Jeg tog kortvarigt fat om det øverste af min næse og undertrykte min opgivende mine. I det samme fangede jeg hans blik og begyndte at grine.
“Din lykke sidder altså i mine ben?”
“Ja” svarede han fortroligt.
“Det er en metafor er det ikke?”
“Jo.”
“Der betyder at mine valg fremover vil have stor indflydelse på om dit liv lykkes.”
“Lykken sidder i dine ben.”
Manden havde tilsyneladende en skrue løs. Men at han, foruden det, netop nu var upasselig vakte mit tilbøjelighed for virkelig omsorg. Mit talent for medlidenhed med andre mennesker. Min vilje til ublufærdig, omend forsigtig deltagelse. Vi kiggede på mine ben, forventningsfuldt. Det gav et lille gib i mig da jeg mærkede og ved selvsyn konstaterede at mine knæ ikke var der, hvorfor mine underben med de nydelige sko lå og flød på gulvet.
