Dén er vigtig at meditere lidt over selvom kvinder normalt mediterer over et blad eller lignende. Det kan også være en krimi, en husmorpornobog med megen skrift eller en romantisk komedie. Hvorfor er der ikke en lov mod de tre ting. De er værre end at stå på en bodega og sumpe ud mens unge børn lider og gør vanvittige ting sammen med hinanden.
Vi må tale åbent om nazisme. Nazisme ”greb enhver” for blot 80 år siden der havde bare en ”lille smule” i klemme. Det er skræmmende i lyset af at alle mennesker har ”lidt i klemme”.
Vi må tale åbent om kvinder og frygt. Der er bare noget dér.
Feminismens ulykkelige konsekvenser ude i det danske samfund kan ikke rummes i et begreb som ”mandehad”. Hvad er mandehad? Enhver kan få spat over det modsatte køn. Enhver kan blive krænket livsvarigt af det modsatte køn. Langt flere kvinder end mænd bliver seksuelt krænket som børn. Børnenes tarv.
Feminismens ulykkelige konsekvenser ude i det danske samfund består blandt andet i dens skjulte doktrin som hedder seriel monogami. Selv den mest hyggelige lille litteraturbloggerkvinde skriver begejstret om de rigtige feminister der rigtig ved hvad feminisme er.
Enhver mand der går fra sin kone er en æreløs kanalje. Enhver mand der er utro er et svin. Enhver mand der krænker små piger er en forbryder. Alle de ting siger sig selv. Festen stopper bare ikke ved de indlysende sandheder selvom psykopater og andre åndeligt forkvaklede hurtigsnakkere elsker det.
Hvad der ikke siger sig selv er den femimåde vi taler om skilsmissepar der ikke kan finde ud af det. Børnenes tarv. Kvinder siger typisk ”De fraskilte mennesker må kræft ædemig tage sig sammen”. Til det svarer jeg at de kvinder der siger sådan skal holde deres kæft. Jeg har været igennem en skilsmisse og jeg har fuldkommen respekt og meget stor kærlighed til dem der ikke kan finde ud af det. Værsgo. At nå igennem til et femidiplomatisk nulpunkt der ikke ser ud til at ende. Et mandegaskammer på livstid med cigaretter og mistrivsel. Børnenes tarv. Skilsmisse er en fuldkommen umulig situation at placere et menneske i.
Men hvad er en kvindeinitieret skilsmisse? Det er at sige at nu må min kvindelige angst og frygt og træthed i forhold til min mand være ensbetydende med at jeg ”bravt” udfolder værdiforvirringen fra det danske samfund i mit eget liv og laver drama. Det er æddermame dæmonisk, om noget er det. Dæmoner forsager man og lader være i stedet for at forsøge at uddrive dem med lyse Hamlet ideer. Børnenes tarv. Mærker børn ikke dette diplomatiske ragnarok som kvinder så let kommer til at elske? Mærker børnene ikke kvinders diplomati? Børnenes tarv. Det var i øvrigt kvinder der stak unge mænd en hvid fjer under Første Verdenskrig, hvis de ikke meldte sig under fanerne og gik i krig.
Derfor skal kvindeinitieret skilsmisse på baggrund af kedsomhed og frygt forbydes ved lov. Børnenes tarv. Så sandelig også, men i anden række: Mændenes tarv.
Til kvinderne vil jeg bare sige: Ræk ikke ud efter feminismen i krisetider. Luk jeres hjerter for feminismen. I keder jer og frygter. Men I skal stille jer op og underholde og folde livet ud. Det er meningen. Ikke feminisme. Ikke seriel monogami. Værsgo. Gå først ud i redningsbåden når skibet forliser. En mand er en mand. Uanset hvor usikker han er. Uanset hvor udstødt, mishandlet, udpint og fornedret. Men landskabet! Å min Gud! Landskabet er så forvitret og udpint. Her gik vi engang min egen. Med bankende brændende hjerter og kolde hjerner og mine digte. Nu er vi en del af dette landskab. Denne modbydelige massepsykose som feminismen er. Se træerne! Forvitrede. Hvide. Stadig med bankende og brændende hjerter. En hel tidsalder der er blottet for mening. På grund af feminismen. Feminisme og nazisme er det samme: Kvinder skal ikke have moralsk ret til skilsmisse fordi de bliver trætte af eller bange for deres mænd gennem mange, mange år.
Fordragelighed. Venlighed. Børnenes tarv. De små kan mærke at det er indviklet. Denne fordragelighed og venlighed er mig den mest beske og voldelige. Se hvordan den gør omgivelserne syge, små, kranke og usikre. Kærligheden har sin ven i umiddelbarheden. Jeg forstår hvorfor de fleste i familieomgivelserne trækker sig væk fra en skilsmissezone og lider stille uden stort af indre dialog. Indfinder sig tyst på feminismens hvide, livløse slette.
Jeg har fuld tillid til at min læser hverken vil opfatte dette som et manifest eller et anklageskrift. Al min skrivning er baseret på tillid. En tillid til at det ikke er en smilende, nikkende gymnasielærer der sidder derude men et menneske af kød og blod.
Der er masser af kølige abstraktioner, nuancer i det jeg skriver. Men det er nødvendigt for samfundet at skrivende mennesker skriver. For hver linje jeg har skrevet har jeg følt skam fordi jeg er indfældet i en kultur der hylder vanvid. Jeg går imod en tidsstrømning der er så massiv og væmmelig at uretten der bliver begået i flygtningecentrene, som forhåbentlig snart bliver lukkede alle til hobe, blegner. Luk. Hjertet. For. Feminismen. Kvinde. Jeg peger på mig selv som en helt. Det er rigtigt. Men de sande helte er de kvinder der kalder sig antifeminister. De har en plads i mit hjerte og dem være denne artikel tilegnet. Kæmp søstre! Kæmp med jeres hjerteblod og med livet som indsats, på den fede måde. Syng søstre! Umiddelbarheden, det barnlige, vil sejre. Bred armene ud og syng! We shall overcome!
