“Rundt om et menneske er der kanter og grænser. Hvis vi var helt kvadratiske og lige store og ikke havde grænser ville vi have kunnet ligge ind mod hinanden på fire måder, fraregnet dem hvor der indgår en forskydning. Derved ville kontakten være ideel og vi ville sammen udgøre rektangler. Vi ville kunne tale uhindret om bagværk uden at nogen udenforstående ville kunne høre hvad vi sagde.”
Med mindre de andre kvadrater havde ører og kunne lytte mens de dalrede rundt om os, optagede af deres egne skøre tanker og projekter.
“Vi har ører.”
Vi har ører.
“Men modellen er meget god.”
Den er faktisk meget sjov. Og god.
“Ja.”
Og rar.
“Tak.”
Men er grænserne identiske med vores kanter?
“Vores grænser ligger sådan lidt mere hulter til bulter trukket på jorden rundt om vores kanter.”
Som et langt reb?
“Som et reb. Som et pigtrådshegn. Som en snor. Det kommer an på om vi har kontakt til vores menneskelige situation.”
Den er noget med sorger?
“Den er noget med sorger. Ja. 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være os selv nærmest.”
Hvor kommer palmetræet fra?
“Palmetræet? Øjeblik, jeg skal lige have en mundfuld the.”
Hvorfor ligger der små blomster hele vejen rundt om?
“Blomster? I græsset, mener du?”
Ja.
“Du har meget fantasi, hva’?”
Noget har jeg.
“Jeg er med på at omgivelserne spiller en vis rolle. Men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig en sø med igler.”
Jeg forestiller mig lige nu en studine der cykler forbi et palmetræ i Los Angeles.
“Det er et smukt billede du fremmaler.”
Næ. Det er studinen der er smuk.
“Jeg bliver helt forelsket.”
(Vrisser.) Du må ikke lade dig rive med på den måde.
“Ved du hvad. Jeg er ikke firkantet.”
Du ligner én jeg kender.
“Jeg er en fjerdedel afrikaner.”
Det er det jeg mener.