Er det korrekt at sige at der eksisterer en særlig afart af almindeligt uvedkommende poesi som du finder direkte uinteressant?
“Ja! Det er jo ikke specielt fedt at bruge sproget til at sjaske rundt i nogen meget svære ting. Det er det jo ikke.”
Hvorfor?
“Det er ikke alle der kan holde til det lort. Det vender sig i dem. Digterne må pine død til at omfavne glæden og humoren.”
Men det er da dig der har udgivet fire sammenhængende bøger om et græskar?
“Hvad?”
Her fortsættes, i anledning af julen, Mortens nye filmmanus:
Scene 2
[Manden, kvinden og datteren sidder ved bordet i stuen. Træ og træmøbler, western-agtigt.]
Manden: Vi har haft en meget dyb samtale i dag.
Datteren: Det må du nok sige. [Alvorligt, uironisk:] Meget dyb.
Kvinden: Det er for tidligt i filmen I taler om dybsindigheder. Man skal starte blidt.
Manden: [Tog en mundfuld vand, farer nu sammen og kommer til at spytte det hele ud.] Hvad!? Du må da ikke referere til den film vi er i. Det ødelægger illusionen for publikum. Følelsen af at høre til blandt disse mennesker og sidde i disse møbler i dette rum.
Datteren: Jeg er glad for vores samtale.
Manden: Hvad har vi talt om?
Datteren: Jeg kan ikke huske det alt sammen.
Manden: Jo, vi har talt om hvad jeg råder dig til at gøre i dit liv.
Datteren: Far, hvorfor har du købt en bog om pingviner?
Manden: Pingviner bor inde i den store by, skattebasse.
Datteren: I zoologisk have.
Manden: Eller de er indkvarterede privat.
Kvinden: Med små hatte.
Datteren: Med små hatte.
Manden: Og jeg sagde at livet selv er den bedste læremester og at man skal være modig.
Datteren: Det lyder bare så klichéagtigt. Du er filosof far! Hvorfor har du ikke skrevet noget ned om dine livserfaringer som jeg kunne læse lidt i?
Manden: [Tager et bolche.] Som en smutvej til lykken ja. [Latterudbrud. Får bolchet i den gale hals.]
